Gå til indhold
Du er her: Forside Uddannelse Videregående uddannelse Undervisningsprisen Undervisningsprisen 2021 Prismodtagere Rektorkollegiet for højere kunstneriske uddannelsesinstitutioners indstilling af Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen til undervisningsprisen 2021

Rektorkollegiet for højere kunstneriske uddannelsesinstitutioners indstilling af Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen til undervisningsprisen 2021

Rektorkollegiet for de kunstneriske og kulturelle uddannelser indstiller undervisningsteamet lektor, ph.d. Flemming Tvede Hansen og studielektor, Ph.d. Maria Sparre-Petersen, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering til Undervisningsprisen 2021.

RKU indstiller Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen, som underviser på Det Kongelige Akademis designuddannelse, for deres eksemplariske udvikling og ledelse af undervisningsmodulet ’Eksperiment, Materiale og Teknologi’, som går på tværs af en række specialer på bacheloruddannelsen:

Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen har arbejdet tæt sammen om at udvikle og lede dette modul. De er som team pædagogisk nytænkende, kombinerer forskellige undervisningsmetoder og skaber et rum for feed-back og faglige diskussioner mellem studerende og undervisere. Dermed udfordrer deres undervisning de studerende til tidligt i uddannelsen at forstå metodikken bag det eksperimenterende element i kunstnerisk udviklingsvirksomhed. RKU lægger stor vægt på team-samarbejde om undervisningen.

De studerende møder i ’Eksperiment, Materiale og Teknologi’ en tilgang til designfaget der går på tværs af specialer og introducerer den grundlæggende kunstneriske metode. Æstetikteori bliver anvendt til at analysere eksperimenter fra designpraksis på værkstederne. De studerende bliver udfordret til at opbygge deres egen forståelse af forholdet mellem teori og praksis.

De studerende lærer eksperimentet som metode og udvikler derigennem deres evner til at generere nye innovative idéer. Den eksperimentelle metoder træner de studerende i også selv at fejle, at være åben over for andres fejl og således lære gennem feed-back.

Lektor Flemming Tvede Hansen og studielektor Maria Sparre-Petersen opnår med modul ’Eksperiment, Materiale og Teknologi’ at introducerede studerende til det samspil mellem kunst, videnskab og praksis, som udgør videngrundlaget på de kunstneriske uddannelser. Hertil kommer, at Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen i flere år har været topscorere i de studerendes evalueringer af tilfredshed med undervisernes faglighed og indsats for at stimulere deres læring.

Lektor Flemming Tvede Hansen leder også kandidatprogrammet Keramisk Design på designuddannelsen og fokuserer i sin forskning på samspillet mellem keramik som kunsthåndværk, den eksperimentelle udvikling og digitale produktionsteknologier.

Studielektor Maria Sparre-Petersen udforsker den kunstneriske brug af genbrugsglas i kunsthåndværk og design i sammenhæng med en bæredygtig, industriel anvendelse af glas. Hun har en række publikationer bag sig om glas og bæredygtighed og har udstillet egne værker i glas på en lang række danske og internationale udstillinger.

Senest opdateret 26. september 2021