Nyt formandskab for Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom
Niels Borregaard (f. 1951) er Klinisk professor, overlæge, og dr.med. på Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet. Han har været medlem af Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom (FSS) siden januar 2011.
"Det er med både ærefrygt og entusiasme, at jeg har påtaget mig rollen som formand for FSS. Jeg ved fra statistikkerne, at rådet må prioritere sine sparsomme midler blandt ansøgere, som alle er kvalificerede, og hvor det kan være uhyre svært at skulle vælge den ene frem for den anden og skulle vælge mellem meget forskellige typer af forskning. Dette valg er svært og har store personlige konsekvenser for ansøgerne. Jeg håber, at mine mange års erfaring fra Novo Nordisk Fonden kan komme mig og rådet til nytte, og jeg glæder mig til at kæmpe for at få flere midler til rådighed for uddelinger, da netop støtten til den frie forskerinitierede forskning er den støtte, der på langt sigt gavner samfundet mest’’ siger Niels Borregaard.
Niels Borregaard har siden 1998 været klinisk professor i intern medicin samt klinikchef for Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet indtil april 2008. Niels Borregaard har i over 30 år forsket i den undergruppe af de hvide blodlegemer som kaldes neutrofile granulocytter. Niels Borregaard har beskrevet deres opbygning og opdaget flere tidligere ukendte proteiner, hvis betydning for det medfødte immunforsvar er internationalt anerkendt.
Niels Borregaard er højt anerkendt for sin banebrydende forskning inden for hæmatologi/infektionsimmunologi og har modtaget de prestige-fyldte priser: Novo Nordisk Prisen i 1995 og William Nielsens hæderspris i 2003. Niels Borregaard blev æresdoktor ved Lunds Universitet i 2008.
Jørgen Frøkiær
Jørgen Frøkiær (f. 1957) er professor, overlæge og dr. med. ved Afdelingen for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, Århus Universitetshospital i Skejby. Jørgen Frøkiær har ligeledes været medlem af Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom (FSS) siden januar 2011.
Jørgen Frøkiær har siden 2004 været professor i klinisk fysiologi og patofysiologi ved Afdelingen for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, Århus Universitetshospital i Skejby samt viceinstitutleder ved Klinisk Institut, Aarhus Universitet. Jørgen Frøkiær har i over 20 år forsket i nyresygdomme. Jørgen Frøkiær er en internationalt højt anerkendt forsker indenfor nyrens transportfysiologi med særlig fokus på cellulær vand og salttransport, og han har i løbet af sin forskerkarriere modtaget flere prestigefyldte priser, deriblandt Odd Fellow Ordenens forskningspris.
Yderligere oplysninger
Klinisk professor, overlæge Niels Borregaard, borregaard@rh.dk, telefon 3545 4371
Professor, overlæge Jørgen Frøkiær, jf@ki.au.dk, telefon 8949 8401
Chefkonsulent Anne Christiansen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, anch@fi.dk, telefon 3544 6355
Handlinger tilknyttet webside