Afkastet af investeringer i Videnpilotordningen kan øges
En ny forskningsanalyse af Videnpilotordningen viser kortvarige beskæftigelseseffekter, men påviser ikke længerevarende statistisk signifikante effekter. Analysens resultater peger i retning af, at virksomheder, der deltager i ordningen, oplever højere vækst i værditilvækst og profit, men en betydelig statistisk usikkerhed medfører, at disse resultater skal fortolkes med stor forsigtighed.
Videnpilotordningen yder løntilskud til ansættelse af højtuddannede i mindre virksomheder til at udføre konkrete udviklingsprojekter.
Det er i forskningsanalysen ikke muligt at påvise positive statistiske sammenhænge i forhold til arbejdsproduktivitet og afkastningsgraden.
Rådet for Teknologi og Innovation har meget fokus på, hvordan samfundet kan få større afkast af de midler, som samfundet investerer i innovationsordningner. Analysen af videnpilotordningen har fokus på afkastet af investeringerne i den enkelte virksomhed og hos den enkelte akademiker.
- For at styrke effekterne af ordningen har vi i år i ansøgningsproceduren erstattet kravet om en opgavebeskrivelse i videnpilotens ansættelseskontrakt med en tydelig beskrivelse af virksomhedens innovationsprojekt. De foreløbige erfaringer med det nye fokus på innovationsprojektet er, at der nu både er langt mere fokus på at skabe vækst og innovation i virksomhederne, og der er også langt færre afbrudte forløb. Effektmålingen har hjulpet os til at se, hvor der har været brug for at stramme op, og vi er glade for, at der nu ses mange flere og bedre forløb i virksomhederne. Det vil formentlig hurtigt give større effekt, siger Conni Simonsen, formand for Rådet for Teknologi og Innovation.
Som en del af regeringens innovationsstrategi arbejder Styrelsen for Forskning og Innovation endvidere på at lave et nyt, samlet virksomhedsrettet innovationsprogram ”DK-SMV programmet for videnbaseret innovation” , der vil samle flere eksisterende innovationsordninger rettet mod små og mellemstore virksomheder.
Ideen er at skabe én indgang for virksomhederne og mere innovation og vækst i de danske små og mellemstore virksomheder baseret på virksomhedernes direkte behov og udfordringer.
Om analysen
- Analysen ”En effektmåling af videnpilotordningen” sammenligner løn- og beskæftigelsesudvikling for en stikprøve af individer, der deltager i ordningen (videnpiloter) med andre, sammenlignelige personer, der ikke deltager. Analysen sammenligner også vækst- og produktivitetsudviklingen i en stikprøve af virksomheder, der deltager i ordningen, med andre (meget) sammenlignelige virksomheder, der ikke deltager.
- Det er Rådet for Teknologi og Innovation, der som et led i sin evalueringsstrategi har bedt Centre for Economics and Business Research (CEBR) ved CBS om at evaluere effekter af ordningen ved brug af nyeste forskningsmetoder. CEBR følger i analysen deltagende personer og virksomheder i perioden 2005-2010.
Om videnpilotordningen
- Videnpiloter er et tilbud til virksomheder med 2-100 fuldtidsansatte om tilskud til ansættelse af en højtuddannet medarbejder – en videnpilot.
- En videnpilot er en medarbejder med en uddannelse på bachelorniveau eller højere. Medarbejderen ansættes til at udføre et projekt, der skaber væsentlig forandring i virksomheden.
- I 2013 har Videnpilotordningen 52 millioner kroner til rådighed. Heraf kan op til 20 millioner kroner bruges til videnpiloter med mellemlang videregående uddannelse (bachelorniveau). Resten anvendes til videnpiloter med lang videregående uddannelse (kandidatniveau).
- Der kan søges om op til 12.500 kroner i tilskud om måneden til lønnen i 12 måneder, dog højst 50 procent af lønnen.
- Videnpiloten skal udføre et projekt i virksomheden på 12 måneder. Emnet kan for eksempel være udvikling af forretningsstrategi, produkter, processer, større organisationsændringer, markedsundersøgelser og markedsføring.
- Formålet med projektet skal være en nyskabende udvikling for virksomheden, og der skal være tale om et konkret projekt, som er baseret på en klar, innovativ idé.
Handlinger tilknyttet webside