Gå til indhold
Du er her: Forside Aktuelt Nyheder 2013 Aftale om praktik i læreruddannelsen vedtaget

Aftale om praktik i læreruddannelsen vedtaget

Uddannelsesministeriet og Kommunernes Landsforening har indgået en aftale, der skal skabe bedre og mere fleksible rammer for samarbejdet mellem professionshøjskoler og kommuner om praktik i læreruddannelsen.
Kontakt
Peder Michael Sørensen
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 78 40
Email: PMS@ufm.dk

24. maj 2013

I forbindelse med reform af læreruddannelsen har Uddannelsesministeriet og Kommunernes Landsforening, KL, indgået en aftale om samarbejde mellem professionshøjskoler og kommuner om praktik i læreruddannelsen.

Aftalen indebærer, at de enkelte professionshøjskoler og kommuner fremover skal indgå partnerskabsaftaler, der formulerer de overordnede visioner og rammer for praktiksamarbejdet med skolerne.

Aftalen skal således sikre, at praktiksamarbejdet i højere grad understøtter målet om en styrket praksisforankring i den nye læreruddannelse samt sikre en bedre udnyttelse af de ressourcer, der afsættes til praktikken.

Partnerskabsaftalerne skal bidrage til, at der sættes fokus på folkeskolens praksis og konkrete udfordringer i forbindelse med de studerendes læring i læreruddannelsen, ligesom praktiksamarbejdet kan medvirke til at udvikle folkeskolens praksis i den enkelte kommune.

Ud over samarbejdet om den ordinære praktik kan partnerskabsaftalerne også give plads til, at læreruddannelserne i samarbejde med skolerne kan eksperimentere med andre former for praksissamarbejde, for eksempel i tilknytning til undervisningsfagene på læreruddannelsen.

Senest opdateret 25. marts 2019