Comenius-elever hjælper Connie Hedegaard
Af Signe Bjerre
En smuk solskinsdag sidst i august kunne to skoleelever fra Hotherskolen i Hårlev med stolthed aflevere en klimaresolution til EU-klimakommissær Connie Hedegaard. Klimaresolutionen var et resultat af et projekt, hvor europæiske folkeskoler i to år havde arbejdet sammen om at finde løsninger til, hvordan man i Europa kan forbedre miljøet og klimaet.
”Det var ekstremt spændende at se parlamentet i Bruxelles og få lov til at møde Connie Hedegaard. Hun var vildt flink og imødekommende, og jeg var stolt over at være med til at overrække hende vores klimaerklæring,” fortæller den ene af deltagerne, Oscar Emil Buch Jensen fra Hotherskolen på Stevns.
Har selv produceret videoer
Sammen med 27 andre elever fra 7. og 8. Klasse på Hotherskolen meldte han sig i 2010 til at deltage i det EU-støttede skolepartnerprojekt ’Reducing Climate Change’.
”Jeg har været formand for elevrådet og har altid interesseret mig for politik og klimaspørgsmål. Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at være med,” siger Oscar.
Eleverne har i to år mødtes cirka en gang om måneden, hvor de blandt andet har brugt tiden på at udarbejde videoer på engelsk om for eksempel affaldsproblemer, som de har udvekslet med de andre europæiske elever.
”Eleverne har været utrolig engagerede og har lært meget undervejs både omkring formidling og den måde, de i dagligdagen selv er med til at påvirke miljøet og klimaet,” fortæller Jan Kildegaard, der er international koordinator og lærer på Hotherskolen.
Indblik i andre kulturer
Ud over Danmark var deltagerne i projektet elever fra Frankrig, Sverige, Grækenland, Polen, Spanien, Tyrkiet og Tjekkiet, og et af de store højdepunkter har været mødet med hinanden. Eleverne har på skift besøgt hinandens lande og været værter. Og ifølge Jan Kildegaard har det givet eleverne et unikt indblik i hinandens hverdag og måder at forholde sig til miljøproblematikker:
”Det har været en kæmpe oplevelse for eleverne at bo privat hos de andre udenlandske elever og opleve, hvordan man lever, når man eksempelvis bor i Tyrkiet. De har fået en fantastisk indsigt i andre kulturer og set, hvad man eksempelvis gør med genbrugsaffald i andre lande.”
Typisk har eleverne og lærerne været på besøg hos hinanden i en uge. Skolerne i de pågældende lande har selv stået for at arrangere programmet for ugen, og emner som energi, vand, affald og forbrug er ivrigt blevet debatteret.
Klimakonference i Hårlev
Rejserne og elevernes udveksling af ideer og erfaringer blev afsluttet med en klimakonference, som Hotherskolen lagde hus til. Her deltog alle otte samarbejdslande, og i løbet af blot fire dage formåede eleverne at udarbejde både en europæisk og færdiggøre en lokal klimaresolution, som landene hver især havde forberedt hjemmefra.
”Sammenlignet med de store, internationale klimatopmøder, var det imponerende at opleve, hvor godt eleverne samarbejdede på tværs af de nationale grænser, og hvordan det på ganske kort tid lykkedes dem at nå frem til en fælles erklæring,” fortæller Jan Kildegaard begejstret.
Ud over overrækkelsen af klimaresolutionen til politikerne i EU-parlamentet var han også med til at overvære, at eleverne overrakte den lokale klimaresolution til kommunalbestyrelsen i Stevns kommune. Og begge steder oplevede Jan Kildegaard, at politikerne tog positivt imod eleverne og de tanker, de har gjort sig:
”Jeg håber, det kan være til inspiration for politikernes videre klimaarbejde. Under alle omstændigheder har eleverne fået en kæmpe oplevelse og har lært meget – både om hinanden og om klimaet og miljøet,” siger han.
Fakta:
- Projektet ’Reducing Climate Change’ er et multilateralt EU-skolepartnerskab bestående af i alt otte folkeskoler fra Danmark, Frankrig, Sverige, Grækenland, Polen, Spanien, Tyrkiet og Tjekkiet.
- Projektet varede fra 2010 – 2012 og blev afsluttet med en klimakonference på Hotherskolen på Stevns.
- Over den toårige periode deltog i alt 40 elever fra Hotherskolen
- Hver skole fik tildelt 22.000 euro i støtte hovedsageligt til rejserne.
- Læs mere om projektet på Projektkortet
Handlinger tilknyttet webside