Gå til indhold

Den Europæiske Ungdomsportal

17. maj 2013
I løbet af den Europæiske Ungdomsuge – 26. maj til 2. juni 2013 – lanceres en ny portal for unge i Europa. Portalen indeholder informationer om unges muligheder for at læse eller arbejde i Europa, ligesom man vil kunne finde oplysninger om bl.a. internationale organisationer.

Den Europæiske Ungdomsportal

Den Europæiske Ungdomsportal er en ny platform for information om ungdomsrelevante temaer og unges muligheder i Europa. Portalen giver desuden mulighed for, at unge mennesker selv kan bidrage med informationer og inspiration.

Portalen indeholder informationer under følgende temaer:

  • Beskæftigelse og entreprenørskab
  • Deltagelse
  • Frivillige aktiviteter
  • Kreativitet og kultur
  • Social inklusion
  • Sundhed og trivsel
  • Uddannelse
  • Ungdom og verden.

Det unikke ved portalen er, at man kan finde informationer inden for temaerne i en dansk kontekst, men også fra alle de andre lande, som deltager i det europæiske samarbejde inden for uddannelse og kultur.

Den nye portal lanceres i løbet af den Europæiske Ungdomsuge – 26. maj til 2. juni 2013 – hvor der finder en masse begivenheder sted både blandt lokale aktører i hele Danmark og ved større events i Bruxelles arrangeret af Europa-Kommissionen.

Portalen er en stor satsning fra Europa-Kommissionens side, og i Danmark varetages opgaven af Eurodesk Danmark, som er placeret i Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.

Handlinger tilknyttet webside