Erhvervsfolk, studerende og politikere udvikler innovative idéer på Borgen
I løbet af 54 timer skal 100 deltagere ved Startup Weekend Borgen udvikle innovative idéer, som kan føre til realiserbare produkter eller services eller kan blive løsninger på samfundsudfordringer. Weekendens deltagere tæller blandt andet etablerede iværksættere, studerende, forretningsudviklere og kommunalpolitikere.
Arrangementet er en international iværksætterevent, og uddannelsesminister Morten Østergaard var fredag den 4. oktober med til at skyde eventen i gang.
- Det er vigtigt, at vi i Danmark prioriterer vores iværksættere. Både i Danmark og i resten af verden presser store udfordringer sig på. Det er udfordringer som klimaforandringer, miljøbelastning, behovet for at sikre sunde fødevarer og øgede udgifter til sundhed og velfærd. Det kræver nye løsninger og rummer dermed også nye muligheder for nye virksomhedseventyr, siger Morten Østergaard.
Alle deltagere kan møde op med idéer, heraf bliver 15 ideer udvalgt. De 100 deltagere skal i teams videreudvikle de 15 innovative idéer, så de har potentiale til at blive ført ud i livet. Herefter vil idéerne blive præsenteret for en jury, der vurderer idéerne ud fra kriterierne samfundsnytte, forretningspotentiale og innovativ.
Foruden idéudvikling vil der i løbet af weekenden være oplæg og debatter om iværksætteri og innovative processer. Politikere og erhvervsfolk, som ikke er blandt idéudviklerne, får desuden mulighed for at komme med input, spørgsmål og faglig sparring.
Juryen består af
- Mads Henriksen, næstformand i bestyrelsen af Djøf Privat
- Jørn Bo Jacobsen, landechef for SAP Danmark
- Tine Thygesen, administrerende direktør for Everplaces
- Betina Hagerup, direktør for Erhvervsstyrelsen
- Nikolaj Lubanski, direktør for Copenhagen Capacitys talentafdeling
Handlinger tilknyttet webside