Hagedorn Prisen 2013 går til medlem af Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom
Hagedorn Prisen går i år til Lars Køber, der er professor og overlæge på Rigshospitalets hjertemedicinske klinik og medlem af Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom (FSS). Sidste år var det daværende FSS-medlem Henrik Toft Sørensen, der modtog den fornemme pris.
Lars Køber modtager prisen for sin fremragende indsats inden for hjerteforskning og – behandling. Især anerkendes han for sin indsats inden for den translationelle medicin, der kombinerer kliniske undersøgelser med epidemiologisk forskning.
Lars Køber har bl.a. ydet et enestående bidrag til arbejdet med at forbedre overlevelsen efter blodprop i hjertet eller ved hjertesvigt. Han har publiceret knap 450 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og er forfatter til flere lærebøger og guidelines.
- Det er et kæmpe skulderklap at modtage Hagedornprisen. Jeg har haft mulighed for at arbejde sammen med fantastisk mange gode kollegaer gennem årene, så jeg føler også, at jeg modtager den på vegne af dem, jeg arbejder sammen med siger Lars Køber.
Rigshospitalets hjertemedicinske klinik er internationalt anerkendt for især translationel forskning og står lige nu i spidsen for tre nationale forskningsprojekter. Blandt andet det største studie af hjertestarter-pacemakere, som forhåbentlig kan bidrage til, at færre i fremtiden dør af forstyrrelser i hjerterytmen efter en blodprop.
Om Hagedornprisen
Oprindeligt var Hagedorn Prisen forankret i sin egen fond med midler tilvejebragt fra Nordisk Insulinlaboratorium og med Dansk Selskab for Intern Medicins bestyrelse som fondsbestyrelse. Da fondens midler blev utilstrækkelige til at danne grundlag for en pris af rimelig størrelse, blev kapitalen i 2008 overført til Novo Nordisk Fonden, som herefter har stillet prisen til rådighed for Dansk Selskab for Intern Medicin.
Hvem der modtager prisen besluttes af bestyrelsen i Dansk Selskab for Intern Medicin på baggrund af indstillinger fra selskabets medlemmer. Prisen overrækkes af formanden for Dansk Selskab for Intern Medicin og Novo Nordisk Fondens direktør.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Line Svenningsen, Kontoret for Videnskab, telefon 7231 8212, E-mail: lines@fi.dk
Handlinger tilknyttet webside