Gratis europæisk efteruddannelse til undervisere af voksne med dårlige læse-, skrive- og regnefærdigheder
Grundtvig Workshops kan give dig nye redskaber til din undervisning og et europæisk perspektiv på dit arbejde gennem mødet med fagfolk fra hele Europa.
Hvis du ønsker at deltage i en Grundtvig Workshop, så skal du skal som voksenunderviser blot finde den workshop, der opfylder dine behov og så henvende dig til arrangøren.
Find en workshop
Grundtvig-programmet har samlet alle workshops i et fælles katalog. Temaerne spænder vidt, men alle har det til fælles, at de er gratis at deltage i for fagfolk, og at de på den ene eller anden måde handler om undervisning af voksne med manglende skrive-, læse- eller regnefærdigheder.
I kataloget har du mulighed for at danne dig et overblik over udvalget og finde netop den workshop, der er relevant for dig og dit arbejde med voksne, der har manglende læsefærdigheder.
I kataloget finder du en bred vifte af forskellige workshops, der spænder over alt fra "Literacy Theatre: Using Poetic Expression, Storytelling & Performance for Adult Literacy"der foregår i Spanien til "Getting beyond the shame - finding motivation for further education and learning", der foregår i Nederlandene – for bare at nævne et par eksempler.
Tilmelding og tilskud
Når du først har fundet den workshop, du gerne vil deltage i, skal du kontakte arrangøren af workshoppen direkte for at tilmelde dig. Et ophold kan vare fra fem og helt op til ti dage.
Arrangørerne modtager tilskud fra Grundtvig-programmet, og derfor udvælger de også selv deltagerne. Som deltager vil du få alle omkostninger til rejse, ophold og deltagelse dækket af arrangøren. Det eneste, der kræves af dig, er din aktive deltagelse og en evaluering, når workshoppen er slut.
Handlinger tilknyttet webside