Gymnasieelever kåret som Årets Forskerspirer
Politikere i medierne, musikere med tinnitus, dagslys i plejehjem og genmanipulering af planter til biobrændsel er de emner, der den 26. november har givet fire gymnasieelever titlen som Årets Forskerspire 2013.
Eleverne har vundet i hver sin forskningskategori - henholdsvis samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab, humaniora og naturvidenskab.
159 gymnasieelever afleverede i oktober en synopsis til et forskningsprojekt under Projekt Forskerspirer, og et dommerpanel bestående af lektorer og professorer fra universiteter og gymnasier har i dag kåret de fire vindere ved prisuddelingen på Københavns Universitet. Uddannelsesminister Morten Østergaard overrakte præmier til vinderne af konkurrencen.
- Projekt Forskerspirer er en unik mulighed for, at gymnasieelever kan fordybe sig og blive udfordret ud over det, undervisningen tilbyder i det daglige. Og det er grundlæggende for det, jeg synes, vi skal bruge vores uddannelsessystem til - at udfordre alle mest muligt. Forskerspirernes projekter er drevet af en grundlæggende nysgerrighed, og jeg er meget imponeret over ikke kun kvaliteten – men også bredden i projektforslagene, sagde Morten Østergaard ved prisuddelingen.
Præmierne består blandt andet af 20.000 kroner, der giver eleverne mulighed for at udføre deres forskningsprojekt.
De fire vindere
Ane Johansen fra Nordfyns Gymnasium vinder i kategorien samfundsvidenskab med et projekt om mediernes fokus på politikerne som personer frem for på deres politik.
Liv Moretto Sørensen fra Kolding Gymnasium vinder sundhedsvidenskabskonkurrencen med et forslag, der kan reducere tinnitus hos musikere ved hjælp af en særlig øreprop, der kombinerer et høreapparat og et høreværn.
Villiam Miklos Andersen fra Roskilde Gymnasium er vinder i kategorien humaniora med et projekt om dagslysets påvirkning hos demente plejehjemsbeboere.
Alexander T. Kristensson fra Roskilde Gymnasium vinder naturvidenskabskategorien med sit forslag om genmanipulering af en plante, hvis stoffer kan bruges til biobrændsel.
Projekt Forskerspirer
- Projekt Forskerspirer blev oprettet i 1997 og er et landsdækkende tilbud til elever på de fire gymnasiale ungdomsuddannelser hf, hhx, htx og stx. Projektet er primært for elever i 2.g. eller 1.hf, der har et stort fagligt overskud.
- I år deltog 159 elever i Projekt Forskerspirer. Det er ny rekord.
- Hver forskerspire har en koordinator på sit gymnasium og får hjælp af en forsker inden for forskningsområdet.
- 12 elever bliver nomineret inden for kategorierne sundhedsvidenskab, naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, og et dommerpanel udnævner en vinder i hver af kategorierne.
Handlinger tilknyttet webside