Konference: Hvordan får vi flere kvinder i dansk forsknings top?
Der findes mange højt kvalificerede kvindelige forskere i Danmark. Desværre når de færreste helt til tops, når forskerstillinger skal besættes. De nyeste tal fra Uddannelsesministeriet viser således, at professorstillinger i Danmark i 2011 var besat med 84 procent mænd og 16 procent kvinder. Men forskningsverdenen har ikke råd til at lade de kvindelige talenter gå til spilde, hvis Danmark fortsat skal være en stærk forskningsnation.
Det er baggrunden for, at Det Frie Forskningsråd nu sætter fokus på problemstillingen med konferencen ”Køn, forskning og excellence”, der foregår i Moltkes Palæ torsdag den 14. marts. Med den håber rådet at bringe et tiltrængt fornyet skub i diskussionen om, hvordan vi kan få skabt en mere ligelig kønsbalance i alle forskningsmiljøerne.
Gennem debatoplæg, interaktiv dialog og paneldiskussion skal konferencen drøfte fremtidige muligheder for at få hele forskerpotentialet i spil. Konferencen har deltagelse af Det Frie Forskningsråds medlemmer samt særligt inviterede forskere, embedsmænd og politikere, herunder i særdeleshed de to ministre for henholdsvis forskning og ligestilling Morten Østergaard og Manu Sareen. I panelet deltager følgende inviterede forskningsordførere, samarbejdspartnere samt bestyrelsesformanden for Det Frie Forskningsråd:
Inge Henningsen, Seniorforsker KU
Jesper W Simonsen, Norges forskningsråd
Uffe Elbæk (RV)
Esben Lunde Larsen (V)
Jens Thulesen Dahl (DF)
Johanne Smith-Nielsen (EL)
Ralf Hemmingsen, rektor KU
Ingrid Stage, Næstformand AC
Peter Munk Christiansen, bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd
I forbindelse med konferencen udgiver Det Frie Forskningsråd analysen ”Køn og forskning i Det Frie Forskningsråd”. Analysen giver et overblik over centrale emner og relevant datamateriale vedrørende kønsfordelingen i den danske forskningsverden. Desuden ser den nærmere på kønsaspektet i forhold til Det Frie Forskningsråds praksis.
For yderligere information kontakt:
Peter Munk Christiansen, bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd, tlf. 3011 5340
Grete Kladakis, kontorchef i Styrelse for Forskning og Innovation, tlf. 2518 6628
Fakta om Det Frie Forskningsråd
Det Frie Forskningsråd er et uafhængigt råd, som i 2012 uddelte cirka 1,2 milliard kroner til dansk forskning. Rådet støtter konkrete forskningsaktiviteter inden for alle videnskabelige områder, der er baseret på forskernes egne initiativer, og som styrker kvaliteten og internationaliseringen af dansk forskning.
Det Frie Forskningsråd giver forskningsfaglig rådgivning til uddannelsesministeren, Folketinget og regeringen. Rådet bidrager desuden til at styrke formidling og anvendelse af forskningsresultater og deltager i internationalt forskningssamarbejde.
Handlinger tilknyttet webside