Mød DR’s Store Nørd til Kulturnatten i Uddannelsesministeriet
DR’s videnskabsnørder Kåre og Emil fra Store Nørd laver vilde forsøg med ild og uddeler autografer, når Uddannelsesministeriet inviterer børn og voksne indenfor til en oplevelsesrig aften under Kulturnatten.
Bliver du tørstig af de mange videnskabelige indtryk, kan du nyde et glas kåljuice eller få en smagsprøve på bæredygtig øl fra DTU’s bryghus, mens du kan teste, om du kan se forskel på et ægte og et falsk smil.
Har du en idé til en uundværlig app til smartphones og tablets, kan du få hjælp til at udvikle den i Apps-baren. Du har også mulighed for at møde en ægte dansk astronaut og høre om livet som astronaut og den kommende satellitmission Swarm.
Det hele sker:
fredag den 11. oktober
klokken 18.00 - 24.00
i Uddannelsesministeriet
i Bredgade 40, 1260 København K.
Styr et stort skib og se rekord-øko-bilen
Du kan prøve at styre et stort skib i havn i skibssimulatoren, mens du bliver klogere på de maritime uddannelser.
Eller kom og se økobilen Dynamo, som er udviklet af studerende ved Danmarks Tekniske Universitet, og som kører 612 kilometer på literen. Holdet fra DTU har netop vundet over 3.000 andre europæiske studerende og sat ny rekord i brændstoføkonomisk kørsel ved Shells Økomarathon.
Stress af med musikterapi
Forskere fra Københavns Universitet præsenterer den nyeste forskning inden for børneernæring og fødevarer, og du kan høre mere om, hvordan forskning i musikterapi kan hjælpe stressede eller sygdomsramte familier. Du kan også høre om Folkeuniversitetets mange muligheder. Folkeuniversitetet præsenterer den nyeste viden fra forskningens verden i øjenhøjde.
Følg Kulturnatten i Uddannelsesministeriet på sociale medier
- Facebook.com/FIVUkulturnat
- Eller på Twitter via hashtagget #FIVUkulturnat
For yderligere oplysninger, kontakt:
Ansvarlig for Kulturnatten i Uddannelsesministeriet Jørgen Sørensen, Direktionssekretariatet i Styrelsen for Videregående Uddannelser, tlf. 7231 9001, e-mail: jso@ui.dk
Ansvarlig for Kulturnatten i Uddannelsesministeriet Sanne Karlskov, Direktionssekretariatet i Styrelsen for Videregående Uddannelser, tlf. 7231 8942, e-mail: sak@ui.dk
Handlinger tilknyttet webside