Nu bliver det lettere for studerende at finansiere udlandsophold
02. maj 2013
Studerende med udlandsdrømme kan nu låne op til 100.000 kroner til at finansiere et studieophold. Dermed bliver det lettere for de studerende at tage til udlandet for at studere.
Studerende kan nu låne op til 100.000 kroner, hvis de vil på studieophold i udlandet. Folketinget vedtog den 30. april et lovforslag, der fjerner nogle af de barrierer, der kan afholde nogle studerende fra at tage på studieophold som led i deres videregående uddannelse.
Den nye lånemulighed hjælper dem, som selv skal finansiere en del af studieafgiften på den ønskede uddannelse i udlandet. De får nu mulighed for at låne op til 100.000 kroner, hvis udlandsstipendiet ikke dækker omkostningerne til studieafgiften på den udenlandske uddannelsesinstitution.
Uddannelsesminister Morten Østergaard glæder sig over, at de studerende nu får bedre muligheder for at tage ud.
- Den nye lånemulighed er en håndsrækning til de studerende, der selv skal finansiere deres studieophold. Jeg har en vision om, at alle danske studerende skal have et internationalt element i deres uddannelse, og den nye lånemulighed gør det lettere for dem at komme til udlandet. International viden og erfaring styrker både den enkelte studerende og samfundet, og derfor er det vigtigt for regeringen at give studerende de bedste muligheder for at komme af sted, siger uddannelsesministeren.
Handlinger tilknyttet webside