Nu er der ét år til åbningen af forskningens olympiske lege i København
Til næste år vil op imod 4500 forskere, studerende, nobelpristagere, erhvervsfolk, politikere og journalister fra hele verden mødes i Carlsberg Byen til forskningens olympiske lege. Det sker i dagene 21. til 26. juni.
ESOF vil blive en fremvisning af de seneste, mest banebrydende fremskridt inden for forskning, innovation og viden. Alle grene af forskningen fra humaniora til nanovidenskab vil være repræsenteret under det fælles tema ”Science Building Bridges”. Udover selve hovedkonferencen vil mellem 30.000 og 50.000 mennesker deltage i offentlige aktiviteter i Science in the City-festivalen.
Danmark bliver vært for en lang række verdensførende forskere, heriblandt verdens førende psykolog Daniel Kahneman, der har fået Nobelprisen for sin forskning i den menneskelige bevidsthed og måden, vi tænker og træffer beslutninger på.
ESOF-konferencer tiltrækker sig traditionelt stor presseopmærksomhed, og Danmark kan forvente at få besøg af op imod 400 internationale journalister og forskningskommunikatører fra verdens største mediehuse.
Uddannelsesminister Morten Østergaard opfordrer de danske forskningsmiljøer til at tage del i begivenheden:
- Vi har med ESOF en enestående mulighed for at vise verden, at der foregår fremragende forskning i Danmark. Det kan være med til at hjælpe vores universiteter og virksomheder med at tiltrække talenter og investeringer. Jeg håber, at de danske forskere og forskningsinstitutioner vil udnytte den enestående lejlighed til at skabe kontakter og danne netværk med de førende udenlandske vidensmiljøer, som vil være repræsenterede på konferencen.
Om Euroscience Open Forum 2014
Euroscience Open Forum 2014 arrangeres af Styrelsen for Forskning og Innovation i samarbejde med den europæiske græsrodsorganisation Euroscience.
Konferencen blev afholdt første gang i Stockholm i 2004, derefter i München 2006, Barcelona 2008, Torino 2010 og i Dublin 2012.
Professor Klaus Bock, medlem af European Research Council, er champion for Euroscience Open Forum 2014 og står i spidsen for for-beredelserne sammen med ESOF 2014-sekretariatet i Styrelsen for Forskning og Innovation.
For yderligere information, kontakt:
Kontorchef Kim Brinckmann, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf.: 7231 8240, e-mail: kibr@fi.dk.
Handlinger tilknyttet webside