Ny industriportal hjælper danske virksomheder med produktudvikling
16. april 2013
I de kommende år vil to af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter, neutronstråleanlægget European Spallation Source (ESS) og røntgensynkrotronen MAX IV, blive bygget i Lund. Det giver helt nye muligheder for materialeundersøgelser, der kan komme danske virksomheder til gavn.
Det kan for eksempel være inden for områder som fødevaresektoren, medicinalindustriens anvendelse af enzymer og proteiner, energi- og miljøsektorens udvikling af brændselsceller og test af konstruktioner og materialer.
DTU opretter derfor i samarbejde med blandt andet Region Hovedstaden, Københavns Universitet (KU) og Dansk Industri en industriportal, hvor virksomheder kan få hjælp til at finde løsninger på deres materialeproblemer. Denne industriportal bygges op som et såkaldt 3D Imaging testcenter og skal medvirke til en effektiv udnyttelse af ESS og MAX IV inden for 3D-billeddannelse, som er meget vigtig for industrivirksomheder.
Handlinger tilknyttet webside