Gå til indhold

Rådet for Teknologi og Innovation afsætter midler til offentlige ErhvervsPhD-projekter i 2013

12. juni 2013
Det er nu afgjort, at der kan søges om støtte til offentlige ErhvervsPhD-projekter ved en særlig ansøgningsfrist den 1. oktober 2013. Der er afsat 10 mio. kr. til projekter, der, udover de allerede gældende krav, har nytteværdi for samfundet.

Rådet for Teknologi og Innovation har besluttet at afsætte midler til offentlige ErhvervsPhD-projekter i 2013. Der er 10 mio. kr. til rådighed, som kan søges ved en særlig ansøgningsfrist den 1. oktober 2013. 10 mio. kr. rækker til ca. 10 projekter.

Krav om samfundsnytte

Udover de gældende bedømmelseskriterier, som findes i Retningslinjer for ErhvervsPhD-ordningen, indføres et krav om, at de offentlige ErhvervsPhD-projekter skal være til nytte for samfundet og ikke kun institutionen, der søger.

Den bredere samfundsnytte kan eksempelvis være, at den nytteværdi, som projektet har for institutionen;

  • udbredes til andre lignende organisationer,
  • fører til forbedrede livsvilkår for borgere i samfundet,
  • eller forbedrer vilkår for erhvervslivet.

Styrelsen for Forskning og Innovation vil lave et separat ansøgningsskema til offentlig ErhvervsPhD, hvor der vil være plads til at redegøre for projektets samfundsnytte i forlængelse af redegørelsen for projektets nytteværdi for institutionen.

Om ErhvervsPhD i den offentlige sektor

Den almindelige ErhvervsPhD-ordning giver tilskud til ansættelse af ph.d.-studerende i private virksomheder. Offentlige institutioner kan også søge om godkendelse af ErhvervsPhD-forløb, hvor institutionen indgår som en privat virksomhed, men disse projekter kan normalt ikke få tilskud.

Ved særlige ansøgningsrunder kan der imidlertid søges om tilskud til offentlig ErhvervsPhD. Tilskudssatserne vil så være de samme som ved ErhvervsPhD i den private sektor.

Bemærk:

  • En ansøgning om ErhvervsPhD i den offentlige sektor skal være med navngiven kandidat.
  • Ved ansøgning om et ErhvervsPhD-projekt, hvor en offentlig forskningsinstitution ansætter kandidaten og dermed fungerer som værtsvirksomhed, må projektet ikke falde inden for fagområder, som forskningsinstitutionen i forvejen har faste forskningsaktiviteter i.
  • Der gives ikke tilskud til offentlige projekter, der hovedsageligt omhandler læge- eller sundhedsvidenskab, da disse felter er dækket af sundhedssektorens normale ph.d.-uddannelser.

Handlinger tilknyttet webside