Regeringen lancerer vækstplan for energi og klima
Regeringen har høje ambitioner for den grønne omstilling. Med en vækstplan for energi og klima sættes der nu fokus på, hvordan regeringens mål for omstillingen af energisystemet og energiforbruget kan bidrage til fortsat vækst og arbejdspladser i Danmark.
Vækstplanen vil bidrage til at videreudvikle markederne for energiteknologi, for eksempel inden for energieffektive løsninger og fjernvarme. Samtidig fokuserer planen på at reducere virksomhedernes omkostninger til energi for at forbedre konkurrenceevnen.
30 initiativer
Uddannelsesminister Morten Østergaard hilser planen velkommen.
- Det er en udfordring at omstille energisystemet og samtidig bevare og udvikle Danmarks konkurrenceevne. Det kræver en markant forskningsindsats og højt kvalificerede medarbejdere. Derfor vil regeringen arbejde for et fortsat højt niveau for investeringer i forskning og udvikling inden for energi. Samtidig skal samarbejdet med erhvervet om forskning og uddannelse udbygges, så vi kan løfte de fremtidige udfordringer inden for energi og klima, siger Morten Østergaard.
Vækstplanen indeholder 30 initiativer, som fordeler sig over fem indsatsområder:
- Grøn omstilling af energisystemet – et mere fleksibelt og sammenhængende energi-system
- Eksportfremme – ud på de globale markeder
- Bygninger – en energieffektiv og bæredygtig bygningsmasse
- Forskning, udvikling, markedsmodning og uddannelse – Danmark som grønt test- og demonstrationsland
- Ressourceudnyttelse – effektiv indvinding af de fossile energiressourcer i Nordsøen.
Regeringens vækstplan for energi og klima er udarbejdet på baggrund af anbefalingerne fra vækstteamet for energi og klima.
Vækstplanen er den femte af i alt otte vækstplaner i regeringens offensive erhvervs- og vækstpolitik, hvor der er nedsat vækstteams på de områder, hvor dansk erhvervsliv er internationalt konkurrenceudsat.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelsesministeriet:
Kontorchef Hanne Haarup Thomsen, tlf.: 7231 8400, e-mail: hht@fi.dk
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf.: 22110200, e-mail: imen@fivu.dk
Erhvervs- og Vækstministeriet:
Pressesekretær Søren Møller Nielsen, tlf.: 2244 5060, e-mail: smn@evm.dk
Handlinger tilknyttet webside