Gå til indhold

Regeringen modtager anbefalinger fra Vækstteam for Sundheds- og Velfærdsløsninger

29. januar 2013
Sundheds- og velfærdsområdet kan bidrage til at styrke væksten og eksporten og skabe arbejdspladser. Vækstteam for Sundheds- og Velfærdsløsninger afleverer nu deres bud til regeringen på, hvordan potentialerne udnyttes.

Danmark har en styrkeposition inden for sundheds- og velfærdsområdet med et internationalt markedspotentiale.

Regeringen har derfor nedsat et Vækstteam for Sundheds- og Velfærdsløsninger med eksperter og repræsentanter fra erhvervslivet med det formål at give anbefalinger til, hvordan områdets potentialer udnyttes.

Den 29. januar afleverer vækstteamet femten anbefalinger til erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen og sundhedsminister Astrid Kragh.

Vækstteamet anbefalinger falder inden for fire temaer:

  1. Bedre rammer for forskning og udvikling
  2. Styrket indsats for kapital og vækstvirksomheder
  3. Et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked
  4. Offensiv udnyttelse af det internationale markedspotentiale

Afsæt for vækstteamets arbejde har ud over Danmarks styrkepositioner på sundheds- og velfærdsområdet været den øgede globale efterspørgsel efter sundheds- og velfærdsløsninger. Anbefalingerne skal styrke væksten og eksporten og skabe grundlag for nye arbejdspladser i sundheds- og velfærdsvirksomhederne.

Fungerende uddannelsesminister Martin Lidegaard:

- Vækstteamets anbefalinger understreger tydeligt, at en stærk forskningsposition og et højt uddannelsesniveau er fundamentet for dansk erhvervs stærke globale position inden for sundheds- og velfærdsområdet. Jeg vil gerne takke vækstteamet for interessante anbefalinger til, hvordan det fremtidige vækstpotentiale kan realiseres.

Formand for Vækstteamet for Sundheds- og Velfærdsløsninger Allan Søgaard Larsen:

- Vi har afleveret 15 stærke og konkrete anbefalinger til regeringen på, hvordan vi styrker vækstvilkårene for virksomhederne på sundheds- og velfærdsområdet. Der er ingen tvivl om, at anbefalingerne vil kunne flytte meget, hvis de føres ud i livet. Det er nu op til regeringen at sætte handling bag ordene, siger Allan Søgaard Larsen.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

- En stor tak til formanden og resten af vækstteamet for deres store engagement og de vækstskabende anbefalinger. Væksten på sundheds- og velfærdsområdet i Danmark er steget markant igennem de sidste år. Dette underbygger, at vi har en særlig styrkeposition på sundheds- og velfærdsområdet, og er gode til at udvikle løsninger, som der er stor efterspørgsel efter globalt.
- Jeg synes, at vækstteamet har set rigtigt i forhold til både at vedligeholde det, der går godt i Danmark og udnytte de muligheder, der ligger i den offentlige sektors rolle som indkøber af nye produkter og services samt åbning af nye markeder. Jeg glæder mig meget til at omsætte anbefalingerne i den kommende vækstplan for sundheds- og velfærdsområdet sammen med resten af regeringen.

Sundhedsminister Astrid Kragh:

- Nye behandlingsformer og smartere måder at gøre tingene på i sundhedsvæsnet giver bedre behandling af den enkelte patient - og det kan være afsættet for vækst og eksport til hele verden. Nu skal regeringen lave en plan for, hvordan et stærkt dansk sundhedsvæsen og en stærk dansk sundhedsindustri kan få det bedste ud af hinanden og skabe bedre behandling, eksport og job.

Vækstteamet for sundheds- og velfærdsløsninger

  • Allan Søgaard Larsen, koncernchef, Falck (formand)
  • Peter Kürstein, adm. direktør, Radiometer
  • Dorthe Mikkelsen, Senior Vice President MSD, Mid-Europe 2
  • Freddy Lykke, adm. direktør, CSC Scandihealth
  • Hans Erik Henriksen, direktør, CompuGroup Medical Danmark
  • Torben Helbo, adm. direktør, R82
  • Liselotte Højgaard, professor ved KU og Rigshospitalet
  • Trine Winterø, adm. direktør, Medtech Innovation Center
  • Carl Holst, regionsrådsformand, Region Syddanmark
  • Jacob Bundsgaard, borgmester, Aarhus Kommune
  • Svend Særkjær, afdelingschef, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Hanne Haarup Thomsen, tlf. 7231 8400, e-mail: hht@fi.dk
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Erhvervs- og Vækstministeriet: Søren Møller Nielsen, tlf. 3392 3166, e-mail: smn@evm.dk

Handlinger tilknyttet webside