Skoleelever får præmier for innovative klimaløsninger
Hvordan kan klodens indbyggere beskytte sig mod store skader som oversvømmelser, storme, jordskælv og andre naturkatastrofer medfører? Naturens Rasen var temaet på FIRST LEGO League Sjælland, hvor knap 1.000 skoleelever deltog.
Arrangementet blev afholdt af Ballerup Kommune og DTU Diplom den 9. november, hvor skoleelever fra syv sjællandske kommuner dagen igennem dystede i deres løsningsforslag. Forinden havde eleverne arbejdet i otte uger med innovative løsninger i krydsfeltet mellem teknologi, forebyggelse og sikkerhed.
Præmier til de bedste løsninger
Uddannelsesminister Morten Østergaard og Ballerup Kommunes borgmester Jesper Würtzen uddelte præmier til de bedste løsninger.
- Danmark nyder global anerkendelse for vores stærke forskningsmiljøer og stærke kompetencer inden for innovation, men for at vi kan forblive innovative i fremtiden, er det vigtigt, at vores børn og unge allerede i en tidlig alder får interesse for at generere innovative løsninger på nogle af de udfordringer, vores samfund står overfor. Derfor glæder det mig, at så mange elever deltager i FIRST LEGO League med liv og sjæl, siger Morten Østergaard.
I turneringen skulle eleverne blandt andet konstruere og programmere en robot. Årets vindere af robotkonkurrencen blev 8. klasse fra Hedegårdsskolen i Ballerup.
Derudover skulle de i selvstyrende team undersøge en naturvidenskabelig problemstilling og fremlægge deres resultater for et dommerpanel. Det hold, der sammenlagt havde de bedste resultater og dermed vandt Champions FIRST LEGO League, var 6.c fra Egebjergsskolen i Ballerup.
FIRST LEGO League er et stort tværfagligt teknologiprojekt for børn og unge i alderen 10 til 16 år. Formålet med projektet er at øge børn og unges interesse for den teknologiske og naturvidenskabelige verden.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Studentermedhjælper Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, mail: kmh@fivu.dk
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf.: 2211 0200, mail: imen@fivu.dk
Handlinger tilknyttet webside