Gå til indhold

Tag med til Bruxelles og sæt EU på skemaet

24. oktober 2013
Hvis du er skole- eller gymnasielærer kan du komme på studietur til Bruxelles og hente inspiration til din undervisning i EU. Det har Thomas Schou fra Nørresundby gjort, og han opfordrer andre til gøre det samme.

Selv for lærere i samfundsfag kan EU forekomme både abstrakt og langt væk. Men det er kun, indtil man har været bag murene i de belgiske skyskrabere og talt med de politikere og embedsmænd, der har deres arbejdsdag i EU's politiske maskinrum.

Det mener i hvert fald Thomas Schou, som er lærer på Arden Skole ved Mariager Fjord. Han deltog i marts i et 3-dages studiebesøg, hvor han sammen med tyve andre lærere fra grundskoler og gymnasier i hele landet fik et kig indenfor i Europa-Parlamentet og Kommissionen. Det gjorde et stort indtryk:

- Jeg synes, det var virkelig spændende. EU er en kompleks størrelse, men det bliver mere simpelt, når man får mulighed for at snakke med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet og se de forskellige institutioner.

Formålet er mere EU i undervisningen

Studieturene til Bruxelles bliver arrangeret af Styrelsen for Universiteter og Internationalisering i samarbejde med blandt andet Europa-Huset (EU-Kommissionens og Europa-Parlamentets repræsentation i Danmark. RED). Ifølge informationskonsulent Christa Stelling er formålet at få mere EU i undervisningen, men det er op til lærerne selv at tage stilling for eller imod det, de ser:

- Vi vil ikke lave propaganda for EU eller fortælle lærerne, hvordan de skal undervise. Vi ønsker at give dem nogle værktøjer til at undervise i EU, så eleverne på skolerne og gymnasierne får mere viden om emnet, siger hun.

Og det med værktøjer skal forstås helt praktisk. Inden afrejsen til Bruxelles deltager alle lærerne i et seminar, hvor de får forskellige pædagogiske materialer forærende. Blandt andet såkaldte dilemma-spil, som giver indblik i, hvordan EU-landene når til enighed om politikken vedrørende for eksempel flygtninge, tilsætningsstoffer i fødevarer og lønforhold på arbejdsmarkedet.

Toppen af pyramiden

Thomas Schou er enig i, at både materialerne og besøgene giver et indblik, man ellers ikke kan få:

- Man kan læse sig til meget, men det er noget andet at formidle stoffet til eleverne, når man selv har set det. Mange lærere tager jo også deres elever med ind at se byrådet, så de kan se, hvor beslutningerne bliver taget, og måske også til Christiansborg. Men det er faktisk ligeså vigtigt at se Bruxelles, for det er jo toppen af den demokratiske pyramide.

En af dem, som byder de danske lærere velkommen på toppen af denne pyramide, er Morten Løkkegaard, som er valgt for Venstre til Europa-Parlamentet. Han tøver ikke med at opfordre danske lærere til at deltage i studieturene og i det hele taget få mere EU på skemaet:

- Det er helt tydeligt for mig, at det gør en kæmpe forskel på lærernes engagement at se, hvad der sker hernede, og jeg synes faktisk, det burde være noget alle lærere og lærerstuderende gjorde. Se bare at komme afsted!

Fakta

Pris: 

Deltagerbetaling: 2400,00 kr.

Studieturene og seminarerne er støttet af Europa-Kommissionen og -Parlamentet.

I deltagergebyret er inkluderet heldagsseminar, to hotelovernatninger med morgenmad, tre frokoster og et af aftensmåltiderne.

Deltagerne arrangerer og betaler selv rejsen til Bruxelles

Handlinger tilknyttet webside