Uddannelsesministeren takker afgående rektor for indsats
21. juni 2013
Morten Østergaard takker Aarhus Universitets afgående rektor Lauritz B. Holm-Nielsen for hans indsats efter otte år på posten.
Aarhus Universitet skal sige farvel til sin rektor gennem otte år. Den 5. august fratræder Lauritz B. Holm-Nielsen for at gå på pension.
Uddannelsesminister Morten Østergaard takker Lauritz B. Holm-Nielsen for den store indsats, han har ydet som rektor for universitetet.
- Lauritz B. Holm-Nielsens udgangspunkt er, at Aarhus Universitet skal konkurrere med de bedste i verden. Han har stået fast på sine ambitioner om, at Aarhus Universitet er et godt universitet – der skal være endnu bedre. Han har sat sit præg i Aarhus, på universitetsverdenen i Danmark og globalt. Jeg takker for indsatsen og ønsker Lauritz held og lykke fremover. Jeg håber, at han fortsat vil bruge sin viden og erfaring til at blande sig i debatten om, hvordan vi udvikler universiteterne, så Danmark også fremover kan blande sig i den internationale konkurrence, siger Morten Østergaard.
Handlinger tilknyttet webside