Erhvervspas skal øge mobiliteten
Et såkaldt europæisk erhvervspas skal gøre det mere enkelt at få godkendt sine kvalifikationer som for eksempel læge, ingeniør eller fysioterapeut i andre EU-medlemsstater.
Erhvervspasset indgår i EU’s fornyede direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for de lovregulerede erhverv, som trådte i kraft den 17. januar 2014.
Fælles informationssystem
Passet er et elektronisk certifikat, som den ansvarlige myndighed i hjemlandet lægger ind i det fælles informationssystem for det indre marked. Målet er øget mobilitet og adgang til at bruge sine faglige kompetencer på tværs af EU-landene.
Om anerkendelses-direktivet
- Direktivet handler om lovregulerede erhverv som for eksempel læge, ejendomsmægler og elinstallatør.
- Det skal grundlæggende sikre, at en EU/EØS-borger, der har kvalificeret sig til at udøve et erhverv i sit hjemland, også har adgang til at udøve erhvervet i en anden medlemsstat.
- Det reviderede direktiv blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Ministerrådet i efteråret 2013.
Erhvervspasset bliver indført inden for lovregulerede erhverv, som har mulighed for stor mobilitet, og hvor de relevante organisationer og erhverv har udtrykt ønske om det.
Europa-Kommissionen ser nu nærmere på, om erhvervspasset i første omgang skal indføres for erhvervene læge, sygeplejerske, farmaceut, fysioterapeut, ingeniør, ejendomsmægler og bjergfører.
Danmark og de andre medlemsstater vil indarbejde direktivets ændringer i de nationale love og bestemmelser. Det er en proces, som skal være afsluttet den 18. januar 2016.
I Danmark er det Styrelsen for Videregående Uddannelser under Uddannelsesministeriet, der koordinerer gennemførelsen af direktivet.
Læs mere om anerkendelsesdirektivet
Handlinger tilknyttet webside