Gå til indhold

København i centrum for verdens forskning

26. juni 2014
Europas største videnskabsmøde er forbi. Mere end 4000 forskere, studerende, journalister og beslutningstagere er ved at forlade København efter seks forrygende dage fyldt med forskning og videnskab.

Carlsberg Byen i København begynder igen at ligne sig selv efter, at den har været mødested for tusindvis af folk med en fælles interesse for forskning og videnskab.

Konferencen EuroScience Open Forum (ESOF2014) samlede flere tusinde forskere, politikere, entreprenører, erhvervsfolk og journalister til præsentationer og diskussioner af ny viden og forskningspolitik.

Samtidig mødte flere end 38.000 besøgende op på den sideløbende videnskabsfestival Science in the City, hvor store som små fik et blik ind i fremtiden i form af velfærdsrobotter, stamceller, droner, rumraketter, demokratimodeller og genmodificeret mad.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen fastslår, at det har været en kæmpefest for videnskaben, hvor der blev delt masser af viden og erfaringer på alle niveauer – lige fra skoleelever til forskere.

- Under ESOF2014 har Danmark været verdens videnskabelige brændpunkt. Der er etableret nye netværk og partnerskaber, som vil præge dansk forskning og innovation fremover. Det skal vi være stolte af og udnytte, så dansk forskning når endnu bredere ud i verden. Med Science in the City festivalen har vi haft en festlig og folkelig formidling af forskning. Jeg håber, at festivalen betyder, at flere har fået øjnene op for, hvad forskning betyder for vores hverdag, og hvorfor det er så vigtigt, at vi prioriterer forskningen højt, siger Sofie Carsten Nielsen.

Forskning er for alle

Åbningsceremonien fandt sted søndag den 22. juni med deltagelse af blandt andre H.M. Dronning Margrethe og formanden for EU-Kommissionen José Manuel Barroso.

Det videnskabelige program i de over 130 sessioner på ESOF2014 spændte vidt. Fra diskussion om perspektiver på fundet af Higgs-partiklen i 2012 over højprofilerede oplæg fra Nobelprismodtagere om universets oprindelse og betydningen af kemiske våben til diskussioner om fremtidens ph.d.-uddannelser og open access.

Hovedbudskabet fra konferencen var, at forskningsverdenen bliver mere og mere åben – over for samfund, erhvervsliv og yngre generationer. Samarbejde er blevet den vigtigste drivkraft i udviklingen af videnskabelige gennembrud. Forskerne arbejder i dag på tværs af alle verdensdele, på tværs af discipliner og på tværs af traditionelle grænser mellem erhvervsliv, offentlige myndigheder og innovative ”gør-det-selv” forskermiljøer.

Konferencen sendte et stærkt signal om, at åben adgang til publikationer, større brug af åbne databaser og deling af viden på tværs af videnmiljøer er blevet den mest afgørende drivkraft i forskning, uddannelse og innovation.

Med ESOF2014 konferencen blev der etableret nye netværk og partnerskaber, som vil præge dansk forskning og innovation fremover.

Folkelig videnskabsfest

Allerede i weekenden nåede Science in the City-festivalen op på næsten 20.000 gæster i Carlsberg Byen. Herudover besøgte omkring 6000 de store forskningsskibe DANA, Aurora og Solea ved Amaliekajen, hvor publikum blandt andet kunne få et indtryk af hverdagen til søs og prøve kræfter med havets mange smage ved eventen ’Taste the Sea’.

I hverdagene mandag til torsdag har særligt mange skoleklasser kigget forbi til undervisningsforløb, hvor eleverne har kunnet klatre i træer, undersøge kloaksystemet under København eller få testet deres kondition.

Bred mediedækning

På de sociale medier var der hektisk aktivitet under hashtagene #esof2014 og #scicity hver dag og med over 600 deltagende journalister og kommunikationsfolk har både den danske og internationale mediedækning været massiv.

ESOF2014 er blevet dækket af toneangivende medier kloden rundt, inklusive britiske The Guardian, tyske ARD, amerikanske NBCNews.com, kinesiske Xinhua News Agency, sydafrikanske Mail & Guardian Online, National Geographic, Nature og Science.

ESOF 2016 foregår i Manchester

Den 26. juni blev stafetten givet videre til Manchester, der bliver vært for ESOF2016. Det er Manchester Universitet, der er vært for begivenheden under overskriften ”Science as Revolution – from Cottonpolis to Graphene.  Følg forberedelserne på http://www.esof2016.org


For yderligere oplysninger, kontakt:

  • EuroScience Open Forum 2014: Kontorchef Kim Brinckmann, tlf. 7231 8240, e-mail: kibr@fi.dk
  • Pressemedarbejder Peter Krause, tlf. 9133 7915, e-mail: pkr@fi.dk
  • Science in the City: Manager Mette Seneca Jensen, tlf. 7231 8213, e-mail: msje@fi.dk
  • Pressemedarbejder Brian Martin Rasmussen, tlf.: 2212 0240, e-mail: brianmartinrasmussen@gmail.com
  • Uddannelses- og Forskningsministeriet Pressesekretær Carina Elkott, tlf.: 5090 0549, e-mail: care@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside