Gå til indhold

Nu går startskuddet til videnskabens olympiske lege i København

19. juni 2014
Årets videnskabsbegivenhed på dansk grund åbner i weekenden, når over 4.500 deltagere samles til EuroScience Open Forum 2014 i Carlsberg Byen i København. Samtidig får danskerne rig mulighed for at lade sig fascinere af den nyeste forskning under den gratis festival Science in the City.

Der er lagt op til et festfyrværkeri af præsentationer og debatter fra alle afkroge af videnskabens verden, når dørene denne weekend slås op til den største videnskabsbegivenhed nogensinde på dansk grund.

2014-udgaven af EuroScience Open Forum (ESOF) finder sted i Carlsberg Byen i København 21.-26. juni og byder på et hav af arrangementer inden for alle grene af forskningen under det fælles tema ’Science Building Bridges’. Der forventes omkring 4.500 deltagere fra 75 lande på konferencen – heriblandt hele seks Nobelprismodtagere - mens op mod 30.000 mennesker vil deltage i de offentlige aktiviteter på den gratis Science in the City-festival, der er tilknyttet konferencen, og vil sætte København på den anden ende, mens festivalen står på.

- Forskning fører for eksempel til sundere fødevarer, bedre behandlinger, større viden om klimaforandringer og et stærkt grundlag for at udvikle vores samfund. Hvis vi skal have mest mulig glæde og nytte af forskningen, skal borgere og virksomheder kunne forstå meningen med forskningen, så de kan bringe viden og ideer videre og skabe grundlag for udvikling, vækst og velstand i samfundet. Jeg vil opfordre alle danskere til at være med i den gratis Science in the City-festival, hvor det bliver muligt at opleve forskningen helt tæt på, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Åbning med deltagelse af H.M. Dronning Margrethe

ESOF 2014 åbnes officielt søndag ved en ceremoni, hvor H.M. Dronning Margrethe og formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, deltager. Men allerede dagen før tages der hul på arrangementerne med workshops, paneldebatter og prisuddeling på den videnskabelige konference, mens man på den folkelige festival Science in the City blandt andet kan lave sit eget skybrud, tage på en rejse ind i kroppen eller møde verdens mest livagtige robot.

Herefter går det løs i fem dage med noget for enhver smag. Se programmerne og læs mere:  

Om ESOF

ESOF er i dag den vigtigste europæiske konference for præsentation og kommunikation af ny forskning, og for diskussion om forskning, teknologi og innovation. Formålet med ESOF er at skabe en åben platform, hvor organisationer, det videnskabelige samfund, politikere og virksomheder kan mødes og debattere forskningsrelaterede emner på tværs af fag- og sektorgrænser.  

ESOF er unik ved både at være en international og national begivenhed, der hvert andet år samler folk fra hele Europa i forskellige europæiske storbyer. ESOF er først og fremmest en europæisk begivenhed, men hver konference vil altid tage form efter værtslandets værdier og kultur. Den første konference fandt sted i Stockholm i 2004, derefter blev den afholdt i München i 2006, i Barcelona i 2008, i Torino i 2010, i Dublin i 2012 og nu i København i 2014.

Om Science in the City

Science in the City binder konferencen sammen med offentligheden og henvender sig til alle nysgerrige sjæle, unge som gamle, der gerne vil lære mere om den verden, vi lever i, og forstå videnskaben bedre. På Science in the City står 85 arrangører fra 20 lande klar med hundredevis af spændende events de seks dage, festivalen varer.


For yderligere oplysninger, kontakt:

EuroScience Open Forum 2014:
Kontorchef Kim Brinckmann, tlf. 7231 8240, e-mail: kibr@fi.dk
Pressemedarbejder Peter Krause, tlf. 9133 7915, e-mail: pkr@fi.dk

Science in the City:
Manager Mette Seneca Jensen, tlf. 7231 8213, e-mail: msje@fi.dk
Pressemedarbejder Brian Martin Rasmussen, tlf.: 2212 0240, e-mail: brianmartinrasmussen@gmail.com

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Pressesekretær Carina Elkott, tlf.: 5090 0549, e-mail: care@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside