Vind Den Europæiske Sprogpris 2014
Hvert år uddeles Den Europæiske Sprogpris til personer eller projekter, som har bidraget til at udvikle læring af fremmedsprog. Med prisen følger et rejselegat på 15.000 kr., som har til formål at støtte rejser til udlandet med henblik på at hente ny viden og inspiration til glæde for sprogundervisning i Danmark.
Vinderen modtager desuden et diplom signeret af EU-kommissæren for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom og af den danske uddannelses- og forskningsminister samt et logo, som prismodtageren frit kan benytte på materialer og lignende knyttet til vinderprojektet.
Den Europæiske Sprogpris uddeles i år på Europahusets konference den 25. september 2014 op til Den Europæiske Sprogdag. I juryen sidder blandt andre formand for bestyrelsen i Dansk Sprognævn, professor Jørn Lund.
Det skal handle om social inklusion eller sport
I år er der fokus på sprog i forhold til social inklusion eller sport. For at komme i betragtning til årets pris, skal projektet eller indsatsen adressere et af disse eller begge emner.
Alle kan søge
Den Europæiske Sprogpris henvender sig bredt og gives til initiativer inden for alle uddannelsesniveauer og alle sammenhænge, hvor der foregår læring af fremmede sprog.
Skoler, institutioner, organisationer og enkeltpersoner, som arbejder med indlæring af fremmedsprog både i formelle og uformelle læringsmiljøer, kan ansøge eller indstilles.
Du ansøger senest den 1. september 2014 ved at udfylde en formular her på hjemmesiden:
Abonnér på nyhedsbrev om internationale uddannelsesprogrammer
Handlinger tilknyttet webside