Andreas Mogensen er tilbage i Danmark
De sidste uger har hele Danmark fulgt med i Andreas Mogensens rumeventyr, der foreløbig sluttede med landingen i den kasakhstanske ørken lørdag den 12. september.
Nu er den første dansker i rummet nogensinde så tilbage i fødelandet og blev ved ankomsten i Københavns Lufthavn modtaget af blandt andre uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen.
Herefter gik turen blandt andet videre til Industriens Hus ved Rådhuspladsen og Amalienborg, hvor Andreas Mogensen fik overrakt en medalje af H.M. Dronningen.
Missionen er ifølge Andreas Mogensen ikke helt slut endnu. Den kommende tid skal han blandt andet besøge skoler og universiteter, hvor han glæder sig til at fortælle om missionen, og om hvorfor han håber, at rumrejsen kan være med til at gøre unge mere interesserede i naturvidenskab.
Interessen var stor, da Andreas Mogensen svarede på spørgsmål og fortalte om sin 10 dage lange rummission. Næste stop for de europæiske rummissioner kan være månen eller Mars, afslørede Andreas Mogensen.
Handlinger tilknyttet webside