Gå til indhold

Danmark går ind i den globale konkurrence om talenter

20. oktober 2015
Danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder arbejder sammen om at brande Danmark som en attraktiv uddannelses- og karrieredestination. I denne uge møder de talentfulde studerende til Denmark Days i Brasilien og Kina.

Repræsentanter fra de danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder er i denne uge draget til Brasilien og Kina i et målrettet samarbejde om at rekruttere internationale talenter.

Begivenheden kaldes Denmark Days og er et led i Uddannelses- og Forskningsministeriets initiativ Top Talent Denmark, der skal brande Danmark som et attraktivt studie- og karriereland. Top Talent Denmark varetages af Innovation Centre Denmark i São Paolo og Innovation Centre Denmark i Shanghai.

Danske videregående uddannelsesinstitutioner møder brasilianske studerende på messe i São Paulo den 17.-18. oktober 2015 gennem initiativet Top Talent Denmark.
Danske videregående uddannelsesinstitutioner møder brasilianske studerende på messe i São Paulo den 17.-18. oktober 2015 gennem initiativet Top Talent Denmark.

Hård konkurrence om internationale talenter

Top Talent Denmark består blandt andet af studie- og karrieremesser, events, online aktiviteter og alumnenetværk, hvor internationale studerende møder de danske videregående uddannelsesinstitutioner og virksomheder og får mulighed for at lære mere om Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen understreger, at Danmark er i hård international konkurrence om de bedste talenter. Derfor er Top Talent Denmark og Denmark Days et særdeles vigtigt initiativ.

- Når internationale talenter vælger studieland, ser de både efter, hvor de får den bedste uddannelse og hvor der er gode karrieremuligheder. Vi skal vise de studerende, at Danmark har begge dele. Ved her at sætte danske virksomheder direkte sammen med de bedste studerende fra Brasilien og Kina skaber vi en rigtig god platform for rekruttering af internationale talenter til de virksomheder, der har brug for særligt kvalificeret arbejdskraft, siger Esben Lunde Larsen.

Studerende fra Brasilien og Kina skal som udgangspunkt betale for at studere i Danmark.

Stor interesse for danske uddannelser og karrieremuligheder

Top Talent Denmark er et helårligt initiativ, der startede i Kina i 2011 og i Brasilien i 2013.

I Brasilien er tilmeldingerne til Denmark Days i år strømmet ind, og arrangementerne har længe været overbooket. Der er plads til 250 deltagere ved de lukkede Denmark Days events, som sætter fokus på DNA'et i det danske uddannelsessystem.

De deltagende institutioner når desuden ud til et bredt udsnit af brasilianske studerende gennem deltagelse i uddannelsesmesser i både São Paulo og Rio de Janeiro. 

I Kina tiltrækker Denmark Days altid et stort publikum, og Innovation Centre Denmark i Shanghai forventer mere end 2.500 deltagere. Hertil kommer den opmærksomhed, som initiativet skaber online og via sociale medier med for eksempel 15.000 faste følgere via Wechat og Weibo alene i Kina.

Top Talent Denmark partnere i 2015

I Brasilien finder Denmark Days sted i Sao Paulo og Rio De Janeiro fra den 17. oktober 2015 til den 21. oktober 2015 med deltagelse fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, University College Nordjylland, Syddansk Universitet, Designskolen Kolding og IBA Kolding.

De deltagende virksomheder er i år Novo Nordisk og Novozymes.

I Kina foregår Denmark Days i Shanghai og Beijing fra den 20.-23. oktober 2015. 

Her deltager Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet i København, Designskolen Kolding, Aarhus Arkitektskole, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, University College Nordjylland, VIA University College og University College Sjælland.

Desuden deltager det danske-kinesiske universitetscenter i Beijing Sino-Danish University Centre (SDC).

De deltagende virksomheder er Mærsk Line, Novo Nordisk, NNIT, Novozymes og Mille Dairy.

Top Talent Denmark Days i Shanghai er trækplaster for mange kinesiske studerende, der ønsker at udforske danske studie- og karrieremuligheder.
Top Talent Denmark Days i Shanghai er trækplaster for mange kinesiske studerende, der ønsker at udforske danske studie- og karrieremuligheder.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Innovationsattaché på Innovation Centre Denmark i São Paulo, Stina Nordsborg, tlf. +55 (11) 96863-6702, e-mail: stinor@um.dk

Innovationsattaché på Innovation Centre Denmark i Shanghai, Nina Espegård Hassel, tlf. +86 158 2106 7165, e-mail: ninhas@um.dk

Handlinger tilknyttet webside