Danmark skal være en smart partner for smarte byer
Ovnhallen ved Copenhagen Business School lagde forleden rammer for konferencen "Smart Solutions for Innovative Cities”, som blev åbnet af uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen og udenrigsminister Kristian Jensen. Esben Lunde Larsen fremhævede i sin tale, at Danmark har gode forudsætninger for at udvikle og implementere innovative løsninger i byer både herhjemme og resten af verden, men at det kræver, at universiteter, virksomheder, offentlige institutioner og borgere indgår partnerskaber og tager et fælles ansvar for udviklingen.
Konferencen havde deltagelse af en række ledende internationale og nationale talere på området. Blandt oplægsholderne var blandt andre Bas Boorsma, CISCO, som fortalte om ’Internet of Everything’, Léan Doody, Arup, som talte om, hvordan udviklingen inden for smart cities vil ændre verden, samt professor og rådgiver for den indiske regering, Jagan Shah, der gav et indblik i Indiens ”100 Smart Cities Vision”
Innovation Centre Denmark og International Federation for Housing and Planning lancerede i forbindelse med konferencen en rapport, der beskriver udvikling, potentialer samt udfordringer og konkrete eksempler på smart cities-løsninger fra USA, Tyskland, Brasilien, Korea, Kina og Indien, hvor Danmark har etableret innovationscentre.
Storify på #icdk tweets fra konferencen
Om Innovation Centre Denmark
Uddannelses- og Forskningsministeriet har i samarbejde med Udenrigsministeriet etableret Innovation Centre Denmark i Silicon Valley, Shanghai, München, São Paulo, Seoul og Delhi/Bangalore. Det overordnede formål med innovationscentrene er at bistå danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og virksomheder med at tiltrække ny viden, talent og investeringer samt omsætte viden til vækst. Innovationscentrene formidler netværk og partnerskaber med førende udenlandske partnere og tilbyder skræddersyet rådgivning
Handlinger tilknyttet webside