Dansk succes i Horizon 2020
Hver fjerde ansøgning fra Danmark resulterede i en bevilling i den sidste ansøgningsrunde til Individual Fellowships (IF), der uddeles via Marie Curie-programmet. De succesfulde danske ansøgere kan nu se frem til enten at modtage forskere fra udlandet eller at sende egne dygtige forskere af sted til udlandet. En IF-bevilling er med til at øge forskermobiliteten og internationalisering af dansk forskning.
Dansk top-tre placering
Der er indsendt 284 danske ansøgninger om et Individual Fellowship (IF) i Marie Curie-programmet under Horizon 2020, og 70 ansøgninger kom igennem nåleøjet. De fleste danske universiteter samt Region Hovedstaden og DIGNITY, Dansk Institut mod Tortur, kan se frem til at modtage støtte til Individual Fellowships. Københavns Universitet modtager flest.
Succesraten for danske ansøgninger på 24,6 procent er kun overgået af Estland og Luxemborg.
Top-fem i Europa
De fem lande, der modtager flest IF-bevillinger, er:
- Storbritannien: 475
- Frankrig: 144
- Spanien: 128
- Tyskland: 118
- Holland: 93
Herefter følger Danmark med 70.
EU modtog i alt 7.409 IF-ansøgninger, heraf er 1.421 ansøgninger udvalgt til at modtage støtte. Den gennemsnitlige succesrate er på 16,8 procent.
Fleste bevillinger til KU
Københavns Universitet (KU) står for hovedparten af bevillingerne med i alt 49 IF-bevillinger. Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på KU får 26 af disse bevillinger. Det er næsten en fordobling i forhold til sidste ansøgningsrunde, og ifølge chefkonsulent Trine Buhl Monty, SCIENCEs kontor for Forskning og Innovation, resultatet af en øget indsats internt på fakultetet.
- Vi har lavet en meget fokuseret indsats for at tiltrække flere Marie Curie-bevillinger til SCIENCE. Det har vi blandt andet gjort ved at udbrede kendskabet til Marie Curie-programmet på alle vores institutter og ved at intensivere samarbejdet med vores faglige miljøer. Vi gennemfører hvert år masterclasses, så potentielle kandidater fra ind- og udland kan møde vores forskergrupper. Derudover sikrer vi en tæt kontakt mellem ansøger og vejleder, ligesom vi hjælper kandidaterne med at skrive ansøgningen. Værdien af disse initiativer har samlet vist sig at give bedre ansøgninger, siger chefkonsulent Trine Buhl Monty, SCIENCEs kontor for Forskning og Innovation.
Næste mulighed for at søge IF
Den 12. marts 2015 offentliggør EU næste opslag om Individual Fellowships (IF) med ansøgningsfrist den 10. september 2015.
- Vi oplever stor interesse for mulighederne i Marie Curie-programmet, og vi hjælper også forskere med at få succes med deres ansøgning, siger Marlis Erichsen, national kontaktpunkt for programmet Marie Curie, Styrelsen for Forskning og Innovation.
Læs mere
Kommende arrangementer om programmet Marie Curie
Styrelsen holder i samarbejde med DTU Informationsmøde den 19. marts 2015 om programmet Marie Curie og Det Europæiske Forskningsråd, ERC. Mødet holdes på DTU og afholdes på engelsk.
Styrelsen holder også et ansøgningskursus med fokus på IF den 9. april 2015 i København:
Handlinger tilknyttet webside