Gå til indhold

Dansker udnævnt til Vice President for Det Europæiske Forskningsråd

10. december 2015
Professor Klaus Bock er udpeget til Vice President for Det Europæiske Forskningsråd, ERC. Med udnævnelsen får Klaus Bock ansvar for, at rådet støtter excellent forskning inden for fysiske videnskaber og ingeniørvidenskaber.

Professor Klaus Bock
Professor Klaus Bock

Fra ph.d. til Vice President

Professor Klaus Bock, som har en ph.d. inden for organisk kemi fra Danmarks Tekniske Universitet, har været medlem af ERC’s Scientific Council siden februar 2013 og rykker med udnævnelsen til Vice President helt op i toppen af ERC.

Om hvervet som Vice President

Professor Klaus Bock skal beklæde hvervet som Vice President inden for området fysiske videnskaber og ingeniørvidenskab per den 1. januar 2016.

Klaus Bock bliver en af de i alt tre Vice Presidents i ERC. Sammen med præsidenten for ERC og direktøren for ERC’s Executive Agency (ERCEA) bliver Klaus Bock også medlem af ERC’s Board (bestyrelse).

Som Vice President skal Klaus Bock være med til at realisere ERC’s ambitiøse strategi om forskning i verdensklasse og sikre implementering af forskningsrådets arbejdsprogrammer.

Om Det Europæiske Forskningsråd, ERC
 

ERC yder tilskud til banebrydende forskningsprojekter af videnskabelig topkvalitet inden for alle fagområder. Talentfulde forskere fra hele verden kan opnå støtte til at gennemføre excellent forskning af allerhøjeste videnskabelige kvalitet i Europa.

ERC's tre største programmer Starting Grant, Consolidator Grant og Advanced Grant støtter excellente forskere på forskellige karrieretrin. ERC Starting Grant støtter forskere med 2-7 års erfaring efter opnåelse af en ph.d.-grad.

ERC udgør cirka 17 procent af budgettet på 75 milliarder euro for EU's forsknings- og innovationsprogram, Horizon 2020.

Læs mere

Handlinger tilknyttet webside