Ekspertpanel: UNIK har fremmet banebrydende tværvidenskabelig forskning
UNIK (UNiversitetsforskningens InvesteringsKapital) har været en stor succes. Så klar er vurderingen fra det internationale ekspertpanel, der har set på UNIK’s resultater.
De i alt fire UNIK-initiativer blev lanceret i 2009 af Uddannelses- og Forskningsministeriet og løb til udgangen af 2014. Formålet var at samle verdensførende danske forskningsmiljøer fra universiteterne om nogle få, men store og tværvidenskabelige initiativer.
Bevillingerne på cirka 120 millioner kroner blev givet til universiteternes rektorer og ikke til en enkelt forsker. Det har tvunget de involverede universiteter til at tænke i nye baner og skabe samarbejde tværs af traditionelle discipliner, og det er lykkedes over al forventning, konkluderer et internationalt ekspertpanel, der har fulgt UNIK-projekterne igennem hele perioden og nu har offentliggjort deres sidste evalueringsrapport.
- UNIK-initiativet var et succesfuldt eksperiment, som vi kan lære meget af. Tværvidenskabelig forskning er vigtig, fordi nye opdagelser, teknologi og erkendelser ofte sker i mødet mellem etablerede forskningsfelter. Det er UNIK'erne et tydeligt bevis på, og jeg håber, at de fire projekter vil inspirere den danske forskningsverden til at satse endnu mere tværvidenskabeligt, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.
UNIK-bevillingerne blev givet med relativt få retningslinjer til værtsinstitutionerne. Blandt de få krav til initiativerne var, at der skulle være fokus på tværvidenskabelighed, internationalisering og uddannelse. Det har givet de involverede forskere mulighed for at tænke nyt og selv udfolde initiativerne.
- UNIK-initiativet har været en helt ny måde at finansiere forskning på, og i ekspertpanelet mener vi, at det har været en stor succes. Vi har været imponeret over udviklingen i hver af de fire UNIK’er. Nu er det op til Danmarks regering at høste og udnytte de mange gode erfaringer fra UNIK, siger formanden for panelet, den tidligere rektor for universitetet i Tromsø, Jarle Aarbakke.
Ekspertpanelet konkluderer blandt andet, at UNIK:
- har styrket internationaliseringen af værtsinstitutionerne,
- har sat skub i vækstlaget af unge forskere inden for de støttede forskningsområder
- har haft betydelig effekt på værtsinstitutionerne og medvirket til at skabe tværorganisatoriske synergier
- hænger godt sammen med det øvrige forskningsfinansierende landskab i Danmark.
Uddannelses- og Forskningsministeriet vil nu igangsætte en dybdegående effektanalyse af UNIK med henblik på at opsamle erfaringer fra hele processen. Erfaringer, der kan vise sig yderst værdifulde i tilrettelæggelsen af fremtidige initiativer.
Handlinger tilknyttet webside