Hvordan bringer vi viden i spil? – Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds årsrapport 2014
Det er de hovedspørgsmål, som bliver stillet i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds (DFiR) årsrapport 2014. Rapporten handler dermed om, hvorfor vi har forskning i verdensklasse og hvordan viden kommer i spil. Men ikke blot i forhold til omsætning i innovation i det private erhvervsliv. Forskningsbaseret viden skal komme samfundet til gode i en bredere forstand, og årsrapporten handler også om, hvordan forskningsbaseret viden kommer i spil i ministeriernes politikudvikling.
To flagskibsprojekter sat i søen
DFiR har i 2014 igangsat to store projekter. Det er langsigtede og dybdegående projekter, og derfor er projekterne ikke afsluttet i 2014. Det betyder også, at der indgår status for projekterne, delkonklusioner og oplæg til debat, men ikke anbefalinger fra DFiR i årsrapporten.
Der er tale om følgende to projekter:
- Den forskningsbaserede viden i politikudvikling: Der har været et mangeårigt og nødvendigt fokus på behov for samspil mellem den offentlige forskning og det private erhvervsliv. Men forskningsbaseret viden skal også skabe værdi i andre dele af samfundet. Dette projekt undersøger, hvordan en række ministerier i Danmark benytter og efterspørger forskningsbaseret viden i forhold til politikudvikling.
- Viden i Verdensklasse: Flere internationale indikatorer for forskning og innovation antyder, at Danmark klarer sig rigtig godt. Det er dog mest entydigt på forskningsområdet, hvor DFiR er gået videre med en større undersøgelse, der skal forsøge at afdække de væsentligste årsager til, at dansk forskning klarer sig så godt. På innovationssiden er det et mere broget billede, og DFiR har derfor i første omgang igangsat et arbejde, der skal undersøge, hvor godt det reelt står til med Danmarks innovationsevne.
Læs mere om DFiR, de to projekter samt øvrige aktiviteter i 2014 i årsrapporten:
Det væsentligste delresultat beskrevet i årsrapporten er en analyse af danske forskningsartiklers gennemslagskraft fra 1980 til 2013, udarbejdet af Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Analysen bliver i årsrapporten benyttet til at underbygge en række hypoteser om årsagerne til dansk forsknings succes. Du kan læse hele rapporten ved at følge linket ovenfor.
Et år med DFiR
DFiR blev etableret den 1. april 2014 og dette er således den første årsrapport for et råd, hvor den forsknings- og Innovationspolitiske rådgivning for første gang er samlet i ét organ. Disse opgaver var tidligere placeret hos henholdsvis Danmarks Forskningspolitiske Råd og Rådet for Teknologi og Innovation.
Handlinger tilknyttet webside