Gå til indhold

Danske virksomheder efterspørger kinesiske talenter

21. oktober 2016
Mange kinesiske studerende har kvalifikationer, som danske virksomheder efterspørger. Derfor tager en række danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder igen i år til Kina for at rekruttere talentfulde kinesiske studerende til Danmark.

Forskning, uddannelse og talentudvikling er i massiv udvikling i Kina. Flere og flere kinesiske studerende søger en videregående uddannelse, og der er en øget interesse for at uddanne sig i udlandet. Desuden har mange kinesiske studerende kvalifikationer indenfor særligt de naturvidenskabelig og tekniske videnskaber, som danske virksomheder efterspørger.

Danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner deltager derfor igen i år i kapløbet om at rekruttere talentfulde kinesiske studerende til at søge til Danmark for uddannelses- og karrieremuligheder. Tretten danske uddannelsesinstitutioner og seks af Danmarks stærke virksomheder i Kina vil side om side markedsføre attraktive uddannelses- og karriereveje for kinesiske studerende. Det sker under karriere- og uddannelsesmesserne Denmarks Days den 24. oktober i Beijing, den 26. oktober i Shanghai og den 28. oktober i Hong Kong. Her skal kinesiske talenter møde danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs kvitterer for initiativet:

- Flere danske virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft med internationale erfaringer til jobs både i Danmark og i deres afdelinger rundt om i verden. Det er derfor vigtigt, at de danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner retter sig mod de markeder, hvor studerende med de rette kvalifikationer findes. Og her er Kina et rigtig godt match. De internationale studerende, der er en del af Top Talent, finansierer selv deres uddannelse, og de har blikket rettet mod en karriere i Danmark, og det er rigtig godt for alle de virksomheder, der mangler kvalificeret arbejdskraft, siger Ulla Tørnæs.

Kinesiske studerende og unge nyuddannede kobles via en række online-aktiviteter og fysiske events med danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der på samme platform kan annoncere stillinger, nye uddannelser, se profiler på og kontakte udvalgte kinesiske studerende og professionelle.

Om Denmark Days og Top Talent

Denmark Days er arrangeret af Innovation Centre Denmark, Shanghai som en del af det officielle danske program Top Talent Denmark. Programmet er et helårligt initiativ, der startede i Kina i 2011 og i Brasilien i 2013. Top Talent Denmark er et tilbud til brasilianske og kinesiske studerende, der er interesserede i at vide mere om danske uddannelses- og karrieremuligheder.  Desuden har de studerende mulighed for at indgå i en direkte én til én dialog med de danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder

Danske innovationscentre

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i samarbejde med Udenrigsministeriet etableret innovationscentre i Shanghai, São Paulo, München, Silicon Valley, Seoul og Delhi. Det overordnede formål med innovationscentrene er at bistå danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og virksomheder med at tiltrække ny viden, talent og investeringer samt omsætte viden til vækst. Innovationscentrene formidler netværk og partnerskaber med førende udenlandske partnere og tilbyder skræddersyet rådgivning.

Innovationscentrene sikrer ministeriets lokale tilstedeværelse i verdens førende forsknings-, uddannelses- og innovationsmiljøer. Samtidigt afspejler placeringen af innovationscentrene ministeriets særlige fokus på uddannelse- og forskningssamarbejde med de nye vækstlande. Ministeriet har udstationeret en forsknings- og uddannelsesattaché på hvert innovationscenter.

Partnere i dette års Denmark Days i Kina

Danfoss, Grundfos, Maersk, Saxo Bank, Novo Nordisk, Novozymes, Aarhus Universitet, Arkitektskolen i Aarhus, Aalborg Universitet, Copenhagen Business School, Kolding Designskole, Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Sino-Danish University Centre (SDC), Professionshøjskolen UCSJ, Professionshøjskolen UCN, Professionshøjskolen VIA

For yderligere informationer om Denmark Days og Top Talent i Kina kontakt Uddannelses- og Forskningsministeriets innovationsattaché Nina Espegård Hassel, Innovation Centre Danmark, Shanghai, e-mail: ninhas@um.dk, tlf.: (+86) 158 2106 7165.

Kontakt

Anders Ødegaard
Kontorchef
Tlf.: 72318492
Email: aod@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside