Gå til indhold

Det Frie Forskningsråd: Unge talenter skal ud og skabe internationalt netværk

03. maj 2016
Det Frie Forskningsråd lancerer nyt virkemiddel til talentfulde unge forskere, der ønsker at kickstarte karrieren og indgå i internationale forskningsmiljøer af høj klasse.

Unge talentfulde forskere, der står på tærsklen til en forskerkarriere, kan søge Det Frie Forskningsråds nye internationale postdocstipendium fra foråret 2017.

Stipendiet bliver givet til forskere, der som postdocs arbejder mindst halvandet af to år på et eller flere universiteter i udlandet.

Det Frie Forskningsråd ønsker at fremme excellencen hos unge forskere ved at opfordre dem til at indgå i internationale netværk, og det skal de nye internationale postdocstipendier understøtte.

- Det er helt afgørende for forskningskvaliteten, at der satses mere målrettet på den internationale udveksling af unge danske forskertalenter, så de med det samme får skabt et internationalt netværk, de kan have stor gavn af i deres forskerkarriere fremadrettet. Undersøgelser viser, at forskere citeres oftere, hvis de samarbejder på tværs af landegrænser og den væsentlige effekt ønsker rådet at stimulere med det nye virkemiddel. Og så skal indsatsen med at hjemtage midler fra Horizon2020 styrkes ved at øge internationaliseringsaktiviteterne som del af forskeruddannelsen. I 2015 havde 11 ud af 13 unge danske forskere, som i 2015 modtog ERC Starting Grant, tidligere modtaget bevillinger fra Det Frie Forskningsråd, siger bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen.

I 2015 uddelte Det Frie Forskningsråd 135 individuelle postdocstipendier, dertil kommer de postdocs, der er indlejret i forskningsprojekter støttet af rådet. Langt de fleste forskere gennemgik et forskningsophold i udlandet som led i deres forskeruddannelse. Det er den internationaliseringsindsats, som rådet nu ønsker at opprioritere med et krav om, at mindst halvandet af to år skal foregå på et eller flere udenlandske universiteter.

Det Frie Forskningsråds arbejde med internationalisering af dansk forskning bidrager til, at Danmark kan opretholde sin stærke position i det internationale forskningslandskab.

Ændring af virkemidler

Det Frie Forskningsråd har besluttet, hvilke konsekvenser de store besparelser på rådets budget får for summen af virkemidler og bevillinger i 2017. Rådet sætter to niveauer af Sapere Aude-programmet (Forskningstalent og Topforsker) samt uddelingen af individuelle postdocstipendier i bero.

Besparelserne rammer rådets virkemidler til talentplejen i dansk forskning.
- Det beklager rådet, men rådet kompenserer delvist herfor med de nye internationale postdocstipendier, der netop er målrettet yngre forskertalenter. Rådet har fundet det helt afgørende at bevare støtte til virkemidlet Forskningsprojekter, tilføjer bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen.

Detaljerne omkring de nye internationale postdocstipendier offentliggøres i forbindelse med rådets opslag til sommer.

Nyt virkemiddel - Internationale postdocstipendier

Stipendierne til unge talentfulde forskere skal øge internationaliseringen af dansk forskning. Stipendiet stiller krav om, at forskeren er tilknyttet og opholder sig på universiteter i udlandet i mindst halvandet år af stipendieperiodens to år.

Det Frie Forskningsråd sætter tre virkemidler i bero


Sapere Aude 1, Forskningstalent
Til forskere på postdocniveau eller adjunktniveau.
 
Sapere Aude 3, Topforsker
Topforsker-bevilling til fordybelse i en vigtig forskningsmæssig problemstilling i op til 5 år.

Individuelle postdocstipendier
Stipendier til forskningsprojekter ved en forskningsinstitution i Danmark eller udlandet.

Handlinger tilknyttet webside

Afsendere