Gå til indhold

European Spallation Source (ESS) udnævner professor John Womersley til ny generaldirektør

12. maj 2016
Den fælleseuropæiske forskningsfacilitet European Spallation Source (ESS), som Danmark er medvært for, har udnævnt professor John Womersley til ny generaldirektør for ESS.

John Womersley tiltræder stillingen den 1. november 2016, og afløser Jim Yeck, som med stor succes har gennemført den indledende designfase og igangsat selve byggeriet af ESS-faciliteten.

John Womersley er i dag direktør for Science and Technology Facilities Council (STFC) i Storbritannien og er en fremtrædende person inden for det europæiske forskningsinfrastruktursamarbejde. Womersley er også formand for European Strategy Forum on Research Infrastructures (ESFRI).

ESS har i dag ansat tæt på 400 medarbejdere, og mere end 40 partnerinstitutioner fra 15 lande deltager i byggeriet. Konstruktionen af ESS beløber sig til cirka 15 milliarder kroner, hvoraf Danmark som medvært bidrager med omkring 2 milliarder kroner. Danmark er som medvært dybt involveret i udviklingen af ESS. Blandt andet er flere danske forskningsmiljøer med til at udvikle og bygge selve anlægget, og på Nørre Campus i København er der etableret et datacenter, som skal hjælpe forskere med at analysere og fortolke data fra de eksperimenter, der gennemføres på ESS-faciliteten i Lund.

> Mere information findes på hjemmeside for ESS 

Om ESS:

  • ESS er en facilitet til neutronspredning, der fungerer som et kæmpestort og meget avanceret mikroskop.
  • ESS gør det muligt at tage meget præcise billeder og filmsekvenser af de strukturer og processer, som er skjult under materialers overflade. Det kan sammenlignes med røntgenteknologi, som man kender fra blandt andet hospitalsverdenen.
  • ESS producerer de første neutroner i 2019 og forventes at stå endeligt færdigt i 2025.
  • Det forventes, at 2.000-3.000 forskere årligt vil besøge ESS for at gennemføre forskellige eksperimenter.

 

Kontakt

Morten Scharff
Chefkonsulent
Tlf.: 72318298
Email: msc@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside