Første spadestik til en ny national vindtunnel i verdensklasse
Den nationale vindtunnel skal imødekomme stigende krav til vindmøllers effektivitet. Udviklingen af vindkraftteknologier er i høj grad knyttet til design af vindmøllevinger, og der er i den forbindelse behov for at kunne udføre simuleringer på vinger under varierende vindforhold. Vindtunnellen giver mulighed for udføre disse eksperimenter, som eksempelvis kan være at udsætte en del af en vinge for vindstyrker, der svarer til tre gange orkanstyrke.
Vindtunnellen vil derfor bidrage til udviklingen af nye vinger og være med til at bevare Danmarks forsknings- og erhvervsmæssige førerposition inden for vindkraft. Dansk aerodynamisk forskning står globalt set meget stærkt og har været af væsentlig betydning for udviklingen af vindmølleindustrien.
Styrelsen for Forskning og Innovation har bevilliget 40 millioner kroner til etablering af vindtunnellen via Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2011.
Den nationale vindtunnel bliver placeret på DTU Risø Campus. Peter Hauge Madsen, direktør for DTU Vindenergi siger:
- Det skal ikke bare være en vindtunnel, men verdens bedste vindtunnel.
Handlinger tilknyttet webside