Mest rabat på transport til studerende i yderområder
Regeringen og partierne bag finanslovsaftalen for 2016 har den 17. maj vedtaget et lovforslag, som målretter befordringsrabatten for studerende på de videregående uddannelser. Fremover tilfalder den største rabat studerende i landets yderområder.
Siden 2012 har alle studerende maksimalt skulle betale 615 kroner for et månedskort, der dækker strækningen mellem deres bopæl og uddannelsessted. Ordningen blev lavet for at understøtte, at unge uden for de store universitetsbyer kunne tage en videregående uddannelse. Men størstedelen af dem, som benytter ordningen, bor ikke i landets yderkommuner, men pendler derimod mellem de store byer. Derfor har regeringen nu ændret rabatordningen.
- Studerende har i dag en meget favorabel befordringsrabatordning, men den har udviklet sig til en ”københavnerrabat”, hvor vi bruger store summer penge på, at unge mennesker kan bo i København og studere i eksempelvis Odense. Det har aldrig været hensigten. Derfor målretter vi nu ordningen til de studerende, der bor i landets yderområder og har mest brug for rabat. Det er vigtigt, at studerende uden for de store byer har gode muligheder for at tage en uddannelse, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.
Dyr rabatordning
Baggrunden for lovforslaget er, at den samlede udgift til befordringsrabatordningerne for unge på ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser er steget med 310 millioner kroner fra 2011 til 2014, hvilket er en stigning på knap 80 procent. Derfor blev det med finansloven for 2016 besluttet at ændre ordningen.
Med ændringen kan studerende, der bor i landets yderområder, stadig pendle til deres uddannelse for 615 kroner om måneden. Til gengæld stiger egenbetalingen for dem, der eksempelvis bor i København og studerer i Odense. En række kortere rejser berøres ikke af ændringen. Det gælder for eksempel rejser mellem Randers og Aalborg eller mellem Sorø og København.
Om lovforslaget
- Loven træder i kraft den 1. juli 2016 og gælder for studerende, der påbegynder en ny videregående uddannelse den 1. juli 2016 eller senere.
- Lovforslaget er opfølgning på finanslovsaftalen for 2016.
- I dag har den studerende en egenbetaling på 20,50 kroner per dag og får 100 procent rabat på den del af abonnementskortets pris, der ligger ud over egenbetalingen. Med lovforslaget gives der fremover kun 50 procent rabat på den del af abonnementskortets pris, der overstiger 69,03 kroner per dag.
- Det er forventningen, at den foreslåede ændring indebærer, at ca. 10.600 studerende på de videregående uddannelser – svarende til ca. 16 procent – vil opleve en stigning i egenbetalingen.
Handlinger tilknyttet webside