Studerende i projektorienterede forløb får mulighed for at modtage op til 3.000 kr.
Uddannelses- og forskningsministeren har netop sendt et lovforslag i høring, som lægger op til, at universitetsstuderende i SU-berettigede projektorienterede forløb og studerende i ulønnet praktik kan modtage en erkendtlighed fra virksomheden ved siden af deres SU.
Det har været efterspurgt af virksomheder og organisationer, som har ønsket at belønne studerende i projektorienterede forløb for deres indsats.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har lyttet til ønsket, og derfor har ministeriet nu sendt det nye forslag i høring.
- Virksomhederne har efterspurgt at få muligheden for at påskønne deres studerende i projektorienterede forløb og ulønnet praktik. Det ønske efterkommer jeg gerne. De nuværende regler har været lidt firkantede, og det ændrer vi nu. At blive belønnet for en god indsats er et godt princip.
Uddannelses- og forskningsministeren understreger, at erkendtligheden skal være frivillig for virksomheder og organisationer. Samtidig foreslår ministeriet, at niveauet bliver på 3.000 kr., fordi de studerende netop er i et uddannelsesforløb og ikke er arbejdstagere.
Handlinger tilknyttet webside