Gå til indhold

USA skal inspirere uddannelses- og forskningsministeren

05. februar 2016
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen rejser til USA den 6. februar 2016.

Under besøget vil ministeren blandt andet besøge eliteuniversiteterne Columbia University i New York samt Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Harvard University i Boston.

Hovedtemaerne for besøget er elite og dannelse, og formålet er at samle inspiration og se eksempler på, hvordan de amerikanske eliteuniversiteter arbejder med de to temaer.

Uddannelses- og forskningsministeren ser frem til besøget:
- USA er kendt for at have eliteuniversiteter, der uddanner de dygtigste af de dygtigste studerende. Blandt andet har de tradition for at give udmærkelser til de studerende, der opnår topresultater. Samtidig arbejder flere af universiteterne med alment dannende elementer i deres uddannelser, hvor fokus blandt andet er på medborgerskab og samfundsansvar. Jeg ser frem til at få god inspiration med hjem til Danmark, siger Esben Lunde Larsen.

I regeringsgrundlaget fremgår det, at danske universiteter skal tilhøre den internationale elite, både hvad angår forskning og uddannelse. Besøget på de amerikanske eliteuniversiteter skal give inspiration og viden i den sammenhæng.

*Nyhedens rubrik er den 9. februar blevet ændret fra 'Uddannelses- og forskningsministeren vil inspireres af USA' til 'USA skal inspirere uddannelses- og forskningsministeren'. 

Handlinger tilknyttet webside