Gå til indhold

Vurdering af udenlandske uddannelser tog et spring i 2015

22. februar 2016
Flere får vurderet deres uddannelser fra hjemlandet i Danmark. Især fik mange syriske flygtninge deres uddannelse vurderet i 2015.

2.181 personer fik sidste år vurderet deres udenlandske uddannelser hos Styrelsen for Videregående Uddannelser. Det var 29 procent flere end året før.

En stor del af stigningen skyldes det voksende antal flygtninge fra Syrien i Danmark. Antallet af syrere, som har fået vurderet deres uddannelser, er nemlig steget markant fra 21 i 2013 og 62 i 2014 til 346 i 2015.

- Vi skal være meget bedre til at integrere nytilkomne i det danske samfund ved at benytte deres medbragte kompetencer på det danske arbejdsmarked. Jeg er meget tilfreds med, at langt flere flygtninge nu får papir på, hvad deres uddannelse fra hjemlandet svarer til i dansk sammenhæng, så de kan nyttiggøres i forhold til både at søge beskæftigelse og til videre uddannelse. Det er regeringens ambition, at flere flygtninge skal i arbejde, og det her er et skridt på vejen, siger uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen. 
Ansøgere fra Danmark, Iran, Polen, Rumænien og mange andre lande har også bidraget til travlheden i styrelsens Kontor for Vurdering og Anerkendelse af Udenlandske Uddannelser.

Figuren viser, hvor mange personer der har fået en almindelig vurdering, fordelt på statsborgerskab.
Figuren viser, hvor mange personer der har fået en almindelig vurdering, fordelt på statsborgerskab.

Øget information om vurdering

Stigningen er sket samtidig med, at behovet for at tage vare på flygtninge og indvandreres medbragte kvalifikationer det seneste år har fået større opmærksomhed.

Styrelsen for Videregående Uddannelser har bidraget til at øge opmærksomheden gennem en informationsindsats over for blandt andet jobcentre og kommuner.

Vejledningsmaterialer fortæller om styrelsens vurderinger og viser, hvordan de bruges:

Kontakt

Finn Kjeller Johansen
Chefkonsulent
Tlf.: 72318870
Email: fkjo@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside