3,4 millioner kroner til at booste dansk deltagelse i internationalt forskningssamarbejde
Årets første ansøgningsrunde til EUopSTART er afsluttet, og der er svar på vej ud til ansøgerne. Styrelsen for Forskning og Uddannelse fik 73 ansøgninger. 63 af dem får et samlet tilskud på 3,4 millioner kroner. Der var mange ansøgninger til programmet for små og mellemstore virksomheder og programmet for informations- og kommunikationsteknologi i Horizon 2020 samt til Eurostars-programmet. Det er alle programmer, der i stor udstrækning retter sig mod virksomheder, og det afspejler sig også i fordelingen mellem offentlige og private ansøgere. 62 procent af dem er virksomheder, og 38 procent er offentlige institutioner, navnlig universiteter.
Næste ansøgningsrunde
Der kan løbende sendes ansøgninger til EUopSTART, og der er tre frister i løbet af 2017. Næste gang er den 29. maj 2017 kl. 12.00.
Om EUopSTART
EUopSTART er et dansk tilskudsprogram, der skal booste danske ansøgninger til de europæiske programmer og dermed sikre et fortsat højt hjemtag af forsknings- og innovationstilskud fra EU. Danmark har siden 2014 modtaget næsten 4,2 milliarder kroner i tilskud, og EUopSTART skal bidrage til at fastholde det høje danske hjemtag.
Læs mere
Handlinger tilknyttet webside