Gå til indhold

Astronaut Andreas Mogensen besøger danske gymnasier

10. november 2017
ESA astronaut, Andreas Mogensen, skal i løbet af november besøge danske gymnasier og fortælle om rummets muligheder og om sit nye arbejde i Mission Control Center i Houston. Målet er at styrke elevernes kendskab til rummet og øge deres interesse for naturvidenskab og teknik.

Andreas Mogensen. Foto: NASA
Andreas Mogensen. Foto: NASA

European Space Agency (ESA) giver danske skoler og institutioner mulighed for at booke den første dansker i rummet, ESA astronaut Andreas Mogensen til at fortælle, hvordan vi udnytter rummet. Det har flere skoler og institutioner i Danmark benyttet sig af, fordi det samtidig styrker elevernes interesse for naturvidenskab og teknik. Andreas Mogensen vil derfor i løbet af november holde en række foredrag i hele landet og fortælle flere hundrede elever om sine nye arbejdsopgaver i NASA’s Mission Control Center i Houston (USA).

Fra Mission Control Center kommunikerer man med astronauterne om bord på den internationale rumstation, ISS, som Andreas Mogensen selv besøgte i 2015. ESA har udstationeret Andreas Mogensen i Houston for at varetage det daglige samarbejde med NASA om ISS og det nye rumfartøj Orion, der forventes opsendt inden for de næste par år.

Listen over skoler og institutioner, som Andreas Mogensen skal besøge.

Åbning af ESERO DK

Andreas Mogensen vil under sit ophold i Danmark også være med til at fejre åbningen af ESERO DK, som skal udbyde efteruddannelseskurser med fokus på rummet til lærere i folkeskolen og gymnasiet. ESERO står for European Space Education Ressource Office, og er en del af ESA’s ESERO netværk med i alt 11 partnere. Fejringen foregår ved Sorø Akademi den 22. november 2017, hvor Center for læring i Natur, Teknik og Sundhed holder til.

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside