Livslang læring står øverst på agendaen i Frankrig
Ligesom Danmark arbejder Frankrig med at tilpasse hele uddannelsessystemet og især universitetsuddannelserne til fremtidens arbejdsmarked. Det fortalte embedsmænd fra det franske ministerium for videregående uddannelser, forskning og innovation, da medlemmer fra Sekretariatet for Udvalg om bedre universitetsuddannelser besøgte Paris den 5.-6. oktober for at få inspiration til udvalgets arbejde.
I Frankrig er der stor interesse for, hvordan det videregående uddannelsessystem, herunder universitetssektoren, i højere grad kan anspore til livslang læring. Her forlader studerende universitetet for så at komme tilbage efter nogle år på arbejdsmarkedet og holde sig opdateret, enten inden for deres egen faglighed fra uddannelsen eller i forhold til specifikke kompetencer, eksempelvis inden for it.
Derudover arbejder Frankrig blandt andet med idéen ’progressiv specialisering’, hvor studerende starter på forholdsvis brede bacheloruddannelser, og hvor de studerendes specialisering sker senere i uddannelsesforløbet.
Medlemmerne fra Sekretariatet for Udvalg om bedre universitetsuddannelserne mødtes også med to franske universiteter og eksperter fra OECD.
På det sundhedsvidenskabelige fakultet på Université Paris Descartes fik Sekretariatet en demonstration af simulations- og træningsplatformen iLumens, hvor samtlige af universitetets medicinstuderende gennemgår forløb i hospitalsteknik på automatiserede mannequindukker. Et af formålene med platformen er at træne de studerendes evne til at samarbejde i forskellige scenarier, så de kan opbygge en høj grad af selvtillid og fortrolighed med det arbejde, de studerende skal udføre efter deres studier. Foruden at blive brugt i uddannelsesforløbet tilbyder universitet, at de studerende kan bruge platformen til at træne i deres fritid, ligesom platformen også bruges til kurser og opkvalificering for færdiguddannede.
Hos OECD fortalte eksperter, at meget indikerer, at der i fremtiden ikke alene vil være brug for forskellige fagligheder. Der vil være et stigende behov for generelle kompetencer på arbejdsmarkedet, som for eksempel kreativitet og kritisk tænkning i takt med øget automatisering, globalisering og digitalisering.
De mange input fra besøget i Frankrig vil indgå i Universitetsudvalgets videre arbejde.
Handlinger tilknyttet webside