Udvidede muligheder for SU-lån bliver genoptaget
Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet er blevet enige om en udvidelse af hjælpepakker.
Aftalen indebærer blandt andet at genoptage de udvidede SU-lånemuligheder for elever og studerende frem til 31. januar 2021. Det betyder, at elever på ungdomsuddannelserne og studerende på de videregående uddannelser – herunder også studerende i lønnet praktik – vil have ret til at optage ekstra SU-lån og slutlån i november og december 2020 samt i januar 2021.
Beløbsmæssigt drejer det sig om op til 6.388 kroner (2020-pl) i november og december 2020 og op til 6.468 kroner (2021-pl) i januar 2021 ud over de gældende stipendie- og SU-lånemuligheder. Derudover kan studerende, der under deres nuværende uddannelse har modtaget SU, men pt. hverken kan modtage SU eller slutlån, tildeles slutlån i yderligere tre måneder.
Desuden er aftalepartierne enige om at afsætte 18 millioner kroner i 2020 til medfinansiering af de ph.d.-forløb, som universiteterne efter en konkret, individuel vurdering beslutter at forlænge som følge af forsinkelse i forbindelse med COVID-19. Uddannelses- og forskningsministeren vil udmønte de 18 millioner kroner til forlængelse af ph.d.-forløb på grundlag af indmeldinger fra universiteterne.
Endelig er aftalepartierne enige om, at Omstillingsfonden tilføres 10 millioner kroner i 2020. Omstillingsfonden er til for at give faglærte, der er i beskæftigelse, mulighed for deltagelse i akademi- og diplomuddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Fakta om de ekstra SU-lånemuligheder:
- I forbindelse med hjælpepakkerne fra foråret 2020 blev det besluttet at give de studerende mulighed for at optage forhøjede SU-lån som følge af, at flere mistede deres studiejob på grund af COVID-19-krisen.
- De forhøjede SU-lånemuligheder fra foråret udløb ved udgangen af august 2020.
Yderligere oplysninger:
Følg med på su.dk, der løbende bliver opdateret med information om de ekstra SU-lånemuligheder
Har du spørgsmål vedrørende din SU, kontakt SU-vejlederen på din uddannelsesinstitution.
Handlinger tilknyttet webside