Europæisk støtte til grøn dansk innovation
Grønne innovationsprojekter i danske virksomheder
Inden for grøn innovation er Danmark flot repræsenteret i den nyeste opgørelse om Danmarks deltagelse i Horizon 2020. Opgørelsen rummer blandt andet resultaterne fra et opslag om grøn innovation under programmet ’EIC Accelerator pilot’.
Fire danske virksomheder henter tilsammen cirka 63,5 millioner kroner fra Horizon 2020 til grønne innovationsprojekter, der bidrager til en bæredygtig udvikling. Projekterne spænder fra nye produktionsmetoder til fremstilling af grønne og billigere CO2-reducerende cementtyper til opskalering af plastproduktion fremstillet i biomateriale. De fire danske virksomheder Cysbio, CemGreen, Re-Match og Cellugy er med bevillingerne kommet i fornemt selskab med 63 andre innovative virksomheder og start ups rundt om i Europa, som EU nu skyder innovationsmidler og -kapital i. Danmark er med fire succesfulde ansøgninger rigtig godt repræsenteret blandt bevillingsmodtagerne i denne runde, og henter ca. 6,45 % af de uddelte midler fra ’EIC Accelerator pilot’.
Der er ekstra glæde i start-up virksomheden Cysbio, idet firmaet også modtager cirka 18 millioner kroner fra Horizon 2020 til at udvikle et miljøvenligt, sikkert og naturidentisk antifouling-produkt, der blandt andet kan erstatte giftige og kemiske bundmalinger.
Satsningen på grøn og bæredygtig innovation er en del af Europa-Kommissionens Green Deal strategi, hvor et af målene er, at Europa bliver det første klimaneutrale kontinent i 2050. Der kommer endnu en ansøgningsrunde rettet mod innovative virksomheder med forventet deadline i oktober 2021 under overskriften ’Green Deal innovations for the economic recovery’.
Temperaturmåling på Danmarks deltagelse i Horizon 2020
Opgørelsen viser Danmarks hjemtag fra Horizon 2020 i det sidste år af programmets syvårige levetid målt på forskellige parametre. Tallene fra oktober 2020 viser blandt andet, at:
- Danmarks samlede hjemtag fra Horizon 2020 er 11,5 mia. kroner
- Danmark snart runder deltagelse i 2.500 projekter
- Danmarks andel af de uddelte midler er 2,63 %. Det er den højeste andel, Danmark har hentet i programmets levetid
- Danmark er det næstbedste land til at opnå midler fra Horizon 2020 målt pr. indbygger
- Midler til excellent forskning fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) udgør ca. 21 % af det samlede danske hjemtag fra Horizon 2020
- Midler til forskermobilitet og -uddannelse fra Marie Skłodowska-Curie Actions udgør ca. 16 % af det samlede danske hjemtag fra Horizon 2020.
Vi forventer, at der kommer to opgørelser i 2021, som rummer resultaterne fra blandt andet det store Green Deal-opslag i Horizon 2020 på 7,5 mia. kroner med ansøgningsfrist den 26. januar 2021.
Om data og opgørelsesmetode
Data er fra Europa-Kommissionens eCORDA ansøgningsdatabase, der rummer data om godkendte ansøgninger til Horizon 2020. Data er fra perioden den 1. januar 2014 til den 8. oktober 2020. Danmarks andel af de uddelte midler er baseret på konkurrenceudsatte forsknings- og innovationsmidler i Horizon 2020. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen offentliggør to gange årligt statusopgørelser over Danmarks deltagelse i Horizon 2020 baseret på data fra eCORDA.
Grøn forskning og innovation også i Horizon Europe
I år afløses Horizon 2020 af Horizon Europe. De første opslag forventes offentliggjort i marts/april 2021, hvor der også er fokus på forskning og innovation inden for det grønne område.
Læs mere
Kontakt
Handlinger tilknyttet webside