Gå til indhold

ICDK Tel Aviv annoncerer nyt post.doc fellowship-program finansieret af Novo Nordisk Fonden

10. december 2021
Efter længere tids arbejde med etablering af interdisciplinære forskningsprojekter inden for tech-området mellem Danmark og Israel kan Innovation Centre Denmark i Tel Aviv nu endelig annoncere et nyt fellowship-program på Weizmann Institute og Science i Israel.

Fellowship-programmet har til formål at styrke danske unge forskeres karriere ved at give dem international erfaring i et verdensklasse forskningsmiljø, og samtidig øge dansk forskningssamarbejde med Weizmann instituttet. Programmet er målrettet ambitiøse post.doc-studerende, der satser på en forskningskarriere inden for de naturvidenskabelige og tekniske discipliner. Programmet indebærer 3 års interdisciplinær forskning på Weizmann Instituttet i Israel efterfulgt af et års forskning på et dansk universitet eller anden offentlig eller non-profit forskningsinstitution i Danmark.

Programmet administreres af Novo Nordisk Fonden, og der kan ansøges om en samlet bevilling på op til 4 mio. kr. per fellowship.

Innovation Centre Denmark Tel Avivs primære rolle i den forbindelse er at understøtte programmet og samarbejdet mellem Novo Nordisk Fonden og Weizmann Institute of Science i Israel. Dette vil ske i form af supplerende aktiviteter, der finder sted i løbet af de næste tre år såsom organisering af forsker-til-forsker workshops, ERC-træningsprogrammer for at øge de yngre danske kandidaters karrieremuligheder efter endt fellowshipprogram og etablering af et fellowship community for at øge synligheden af danske forskere tilstedeværelse i Israel. Forhåbningen er, at programmet på længere sigt giver grobund for flere lignende samarbejder mellem Israel og Danmark.

  • Læs mere om projektet og ansøgningsprocessen på Novo Nordisk Fondens hjemmeside [inaktivt link]

 

Handlinger tilknyttet webside