Gå til indhold

Ny podcastserie ”EU-kampen om de kloge milliarder”

05. maj 2021
Lyt med, når Uddannelses- og Forskningsstyrelsen stiller skarpt på de politiske forhandlinger om Horizon Europe, programmets grønne visioner og den nye indsats for at løfte innovationen i Europa. I serien kan du møde uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, eksperter og embedsmænd.

Det kæmpe og ambitiøse Horizon Europe - EU's rammeprogram for forskning og innovation - er klar! Forud ligger flere års politiske forhandlinger mellem de 27 medlemslande Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Alle er enige om, at forskning og innovation er vigtigt – men ikke om hvilke kriterier, de mere end 700 mia. kr. skal fordeles efter.

Lyt til første afsnit 'De bedste eller de fleste? Når de forskningspolitiske bølger i EU går højt' i podcastserien 'EU-kampen om de kloge milliarder'.

Lyt med, når uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og centrale embedsmænd fra ministeriet fortæller om den største politiske knast i forhandlingerne: Skal EU-midlerne fordeles til de bedste forskere, uanset hvor i Europa de befinder sig – eller skal alle have lige meget?

Lyt til mere i de kommende uger

Den nye serie af podcasts udkommer i uge 18, 19 og 20. Serien er produceret i samarbejde med tænketanken Mandag Morgen, som er vært på de forskellige episoder.

I andet afsnit af podcastserien ’EU-kampen om de kloge milliarder’ er det grønne i fokus. Om 30 år skal Europas udledning af drivhusgasser gå i nul. Det er en vigtig og nødvendig målsætning for både Danmark og EU i kampen mod klimaforandringer. Derfor er den grønne dagsorden også helt fremme i forreste række både i EU's rammeprogram, Horizon Europe, og i de danske målsætninger og initiativer på forskningsområdet.

Vi slutter serien af med en podcast om innovation. Her stiller vi skarpt på, hvordan Horizon Europe giver økonomisk støtte til virksomheders udvikling, opskalering og markedsudrulning af teknologier med stort markedsmæssigt potentiale.

Læs mere

 

Kontakt

Bodil Kirstine Priemé
Chefkonsulent
Tlf.: 72318265
Email: bkp@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside