Gå til indhold

Ny sommerskole for danske og internationale talenter i robotteknologi

29. juni 2021
Ambitionen er at opbygge en internationalt anerkendt sommerskole og partnerskaber med verdens førende forskningsmiljøer samt at udbrede kendskabet til den danske robotklynge og tiltrække de bedste talenter til det danske robotmiljø.

I juli og august samles en gruppe af de mest talentfulde internationale studerende i robotteknologi fra Californien, Boston og München samt danske studerende fra Syddansk Universitet (SDU), Aalborg Universitet (AAU), Aarhus Universitet (AU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) for at deltage på en ny international robotsommerskole. Sommerskolen afholdes på SDU. Californien, Boston og München er lige som Danmark hjemsted for nogle af verdens førende forskningsmiljøer og klynger for robotteknologi, og de er nøje udvalgt af de danske innovationscentre, som er samarbejdspartnere for etablering og afholdelse af sommerskolen.

I løbet af 17 dage modtager cirka 35 studerende fra amerikanske, tyske og danske topuniversiteter undervisning af forskere fra ind- og udland. Undervejs skal de også besøge virksomheder som Universal Robots (UR) og Mobile Industrial Robots (MIR) samt møde nogle af Danmarks mest succesfulde robotiværksættere.

Robotskolen er etableret i samarbejde mellem SDU, AAU, DTU, AU og de danske innovationscentre i Silicon Valley og Boston i USA, München i Tyskland og Seoul i Sydkorea, der alle har samarbejdet om at opbygge partnerskaber med førende internationale universiteter og rekruttere internationale og danske talenter til sommerskolen. Uddannelses- og Forskningsministeriet og Odense Kommune bidrager til finansiering af sommerskolen.

- Danmark er førende, når det gælder teknologiudvikling på robotområdet. Det er ikke en tilfældighed. Særligt på Fyn er man lykkedes med at få uddannelserne og lokale virksomheder til at arbejde sammen. Det er robotsommerskolen et godt eksempel på. Jeg er glad for, at vi i Danmark kan danne rammen for den her samling af unge, der brænder så meget for det, de laver, at de bruger deres sommerferie på et ekstra studieophold. Jeg håber, de studerende vil få en fantastisk oplevelse og laver nogle spændende robotter, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

På nationalt plan er intentionen at øge fokus på robotuddannelserne, så endnu flere unge i Danmark vælger den vej, når de skal vælge studieretning. Samtidig er sommerskolen tænkt som første skridt i at opbygge længerevarende samarbejder mellem de førende danske og udenlandske universiteter på området. Sommerskolen er således også med til at understøtte indfrielsen af ambitionerne fra Danmarks nationale robotstrategi.

Det Tekniske Fakultet på SDU er vært for sommerskolen, men skolen sætter spotlight på hele den danske robotbranche. Ambitionen er at formidle historien om den danske succes inden for robotteknologi til udlandet samt øge tiltrækningen af internationale talenter og sætte fokus på studie- og jobmulighederne i Danmark.

Fakta om sommerskolen

Robotsommerskolen løber af stablen fra den 28. juli til den 13. august og foregår på SDU. De studerende skal gennem et intensivt program, hvor de får indblik i de nyeste teknologier til design af avancerede robotsystemer. Det drejer sig f.eks. om modellering og simulering af robotsystemer, computer vision, og menneske-robot grænseflader. Deltagerne vil også få indblik i de udfordringer, der er ved at anvende robotteknologi inden for industri, hospitaler og ældrepleje.

De 25 internationale studerende kommer fra UC Berkeley, UC San Diego og Northeastern University i USA og fra det Tekniske Universitet i München, Tyskland, TUM. Universiteterne er alle hjemsted for robotteknologiske forskningsmiljøer i verdensklasse. De danske innovationscentre er i dialog med yderligere topuniversiteter i USA og Sydkorea, der ikke har haft mulighed for at sende studerende til Danmark i år grundet COVID-19 situationen men som ønsker at sende deres bedste studerende til sommerskolen næste år.

I første omgang er sommerskolen planlagt årligt for de næste tre år, men ambitionen er, at den skal fortsætte derefter som en årlig begivenhed.

Professor på SDU Robotics Henrik Gordon Petersen er faglig ansvarlig for robotsommerskolen, og de studerende får også undervisning af de bedste forskere fra andre danske universiteter og udlandet, herunder den anerkendte danske professor Henrik I Christensen, der bl.a. har rådgivet præsident Barack Obama og i dag er leder af robotinstituttet på universitetet i San Diego i Californien.

Kontakt

Katinka Stenbjørn-Lange
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 82 89
Email: kas@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside