Gå til indhold

Andreas Mogensens mission rykker nærmere

18. maj 2022
Andreas Mogensen har til deadline fået ca. 200 velovervejede og fantasifulde forslag til at navngive sin mission og 14 spændende og meget forskellige forslag til danske forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteter. Nu går processen med at udvælge det rigtige navn og de bedste aktiviteter i gang.

Den europæiske rumorganisation, ESA annoncerede den 24. marts 2022, at Andreas Mogensen skal på sin anden mission til den internationale rumstation, ISS. Missionen er planlagt til at vare seks måneder og med opsendelse i juli 2023 med SpaceX 7 Crew Dragon fra Kennedy Space Center. Andreas Mogensen bliver pilot på Crew Dragon og del af en international besætning på fire.

Andreas skal gennemføre en lang række aktiviteter for ESA og NASA, men missionen giver også unik adgang for danske forskere og virksomheder til at få forsøg med til rumstationen.

Danmark vil dermed understøtte Europas planer for at rejse ud i det ydre rum for at bo og forske på Månen og Mars. Fra dansk side lægges der vægt på, at missionen også bidrager til klimaforskningen og udviklingen af bæredygtige teknologier, der kan bruges både på Jorden og i rummet.

Deadline for indsendelsen af forslag var den 8. maj og UFM har til fristen modtaget i alt 14 forslag om forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteter inden for alt fra fysisk og psykisk sundhed til klimaforskning og grøn teknologi. De mange spændende forslag er nu under evaluering af ESA og UFM. Forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteterne skal finansieres af institutionerne og virksomhederne selv, mens opsendelse og astronauttid bliver dækket af ESA.

I løbet af juni måned bliver det besluttet, hvilke af forslagene, der kan arbejdes videre med, og så skal der arbejdes hurtigt for at nå at blive klar til missionen. 

Den 15. maj var der frist for at indsende forslag til et navn på Andreas Mogensens nye rummission. UFM modtog inden deadline ca. 200 velovervejede og fantasifulde forslag, og UFM har i samarbejde med partnerskabet Space Exploration Danmark netop nedsat en panel, der skal blive enige om en shortliste med navne, som Andreas Mogensen kan vælge i mellem. ESA vil på baggrund af vinderforslaget designe et mission patch.

Vinderen inviteres til Royal Arena i København og kan se frem til en helt særlig VIP-pakke til showet ´Ilan Eshkeri’s Space Station Earth´ d. 17. august 2022. Her vil Andreas Mogensen sammen med vinderen offentliggøre navn og patch til sin mission. Vinderen får direkte besked senest i starten af august. Alle kan dog købe billetter til koncerten.

Fristerne for at indsende forslag er nu overskredet, men du kan se de oprindelige opslag her:

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside