Gå til indhold

Danmark er vært for European Polar Science Week 2024

03. september 2024
Danmarks position inden for polarforskning og rumbaseret klimaforskning er udgangspunkt, når den 2. European Polar Science Week afholdes fra den 3. til 6. september 2024 i den Sorte Diamant i København.

European Polar Science Week, organiseret af EU-Kommissionen og European Space Agency (ESA), samler 400 førende europæiske polarforskere i hjertet af København for at diskutere de nyeste fremskridt i polarforskning, udveksle vigtige data og styrke samarbejdet på tværs af grænser.

Danmark spiller en central rolle i den internationale indsats for at observere og forstå polarområderne, som er kritiske for vores globale klima. Brug af satellitter er helt afgørende for at holde øje med klimaændringer samt for udvikling af modeller til fremskrivning af disse. Her er Danmark langt fremme med en lang række aktiviteter i de polare områder, hvor for eksempel vores bidrag til overvågningen af Arktis og indlandsisens tilstand er afgørende for at forstå de omfattende klimaforandringer.

Gorm Kofoed Petersen, leder af den danske ESA delegation og chef for det danske rum-kontor under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, talte i dag på konferencen, og er glad for den anerkendelse, der ligger i, at EU-Kommissionen og ESA har valgt at afholde konferencen i København:

- European Polar Science Week er med til at fokusere på, hvor vigtig rumbaseret infrastruktur er, når vi skal tackle klimaudfordringer. Og vi tager konferencens afholdelse i København som et signal om, at der bliver lagt mærke til den danske indsats inden for global polarforskning. Det er vigtigt, at vi fortsætter det tætte arbejde på europæisk plan og her spiller konferencen en nøglerolle. Jeg vil også gerne rette en stor tak til DTU Space, der med sin ekspertviden på området har bidraget substantielt til planlægning af konferencen.

Hovedfokus for European Polar Science Week 2024:

  • Deling af nyeste resultater: Præsentation af de nyeste forskningsresultater inden for polarforskning med fokus på jordobservation, og fremme af netværk på tværs af projekter og aktiviteter.
  • Fremskridt og udfordringer: Drøftelse af fremskridt siden den sidste European Polar Science Week, som var den første af sin slags og drøftelse af fremtidige forskningsbehov og udfordringer.
  • Polarforskningsagenda: Drøftelse af anbefalinger til en opdateret polarforskningsagenda og arbejdet på at maksimere synergier mellem ESA’s og Horizon Europe-programmets initiativer.
     

Betydning for klima- og geopolitik

Polarområderne er i stigende grad i fokus på grund af de dramatiske klimaforandringer, der finder sted her, og som påvirker hele klodens klimasystem. Med Sentinel satellitterne samt de kommende nye satellitter under EU-Kommissionens jordobservationsprogram Copernicus samt ESA’s teknologisk avancerede jordobservationssatellitter  kan vi få værdifuld indsigt i, hvordan disse områder udvikler sig og hvordan vi kan reagere på de udfordringer, de præsenterer.

For yderligere oplysninger:

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ved kontoret for RUM: UFS-FVI-RUM@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen